Verdens farligste bog

Hvad er du mest bange for?

Edderkopper, bankrøvere, krig eller måske at være alene hjemme?

Lyt eller læs med, når Bubber i “Verdens farligste bog” stiller spørgsmålet, om danske børn overhovedet er bange for noget.

Mød 20 børn, der fortæller om det, de er allermest bange for. Du kan møde Ella på 6 år, der er bange for bjørne eller Thomas på 10 år, der er bange for at blive kørt ned. Der er også fortællinger fra modige børn, der er bange for at drukne, for slanger eller for olie, der sprøjter fra panden.

Vi er alle bange for et eller andet, men måske er det slet ikke så farligt, når det kommer til stykket. Ofte hjælper det at vide mere om det man er bange for.

Efter hvert barns fortælling er der mere viden om emnet. Professionelle, der i hverdagen beskæftiger sig med det, der kan gøre en bange, fortæller og forklarer om emnet. Det kan være brandmanden, politimanden eller dyrepasseren. Desuden ledsages hvert afsnit af faktabokse med information, der har relation til emnet.

Bogudgaven har 10 år på bagen. Lydbogen er indlæst i 2013 og kan  tilgås på bibliotekernes tjeneste e-reolen.Målgruppen er børn på mellemtrinnet.

Du kan jo selv prøve at lytte til den – hvis du altså tør !

Fakta om lydbogen:
Titel: Verdens farligste bog
Forfatter: Bubber, Oplæst af: Lars Simonsen
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2013
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen