Velkommen 2019

Et nyt år står frisk og ubrugt for døren. Det er tid til at lægge planer. Tid til at sætte mål. Tid til at gøre op, om tiden bruges på den rigtige måde.

I lighed med tidligere år, så giver årsskiftet anledning til overvejelser om Faghylden. Giver det mening for mig at skrive – og for andre at læse? Giver det god energi? Gør det mig glad? Og er jeg stadig motiveret for at bruge en masse fritid på læsning, skrivning og hjemmeside-nørderi.

Da jeg så i dag tog billedet her af min søns nyeste målmandstrøje og bogen “Håndboldhistorier med Niklas Landin”, så kom jeg i tanke om, hvorfor det hele egentlig startede. I tankerne var jeg en tur tilbage til august 2015, hvor jeg købte domænenavnet Faghylden.dk, og de første tanker om fagbøger, læseglæde, litteraturformidling, inspiration, motivation og læselyst begyndte at tage form.

Fagbogsserier

“Håndboldhistorier med Niklas Landin” er en del af Carlsens Læsestart, som er en fagbogsserie for begynderlæserne. Niklas Landin fortæller om, hvordan han begyndte at spille håndbold, hvordan det er at spille på landsholdet, og hvad der har været hans bedste kamp indtil nu. Historier og fakta om håndboldstjernen er læsepædagogisk bearbejdet og ledsages af flotte fotos.

Forlaget Carlsen er et godt eksempel på et forlag, der det seneste år med stor succes har lavet spændende fagbogsserier om såvel kvindelige som mandlige håndbold – og fodboldstjerner. Forlaget skriver selv i forordet til bogen om gevinsten ved faglig læsning: “En stor fordel ved faglig læsning er, at man kan finde et emne, der fanger det enkelte barns interesse. Det er især en fordel for de børn, der har svært ved at finde motivation til at læse. Derudover er tidlig faglig læsning med til at styrke barnets forståelse og interesse for fagtekster …”

Litteraturformidling og portaler

Da jeg startede Faghylden, var jeg netop skiftet fra flere års arbejde som lærer i Folkeskolen, til et nyt job i biblioteksverdenen som formidler. Jeg var, og er, dybt taknemmelig for at arbejde med litteratur, læring, vejledning og inspiration hver eneste dag.

Jeg oplevede inspirerende og motiverende litteraturformidling fra kollegaer og interessenter i bog- og biblioteksverdenen, der også gav mig selv lyst til at læse endnu mere. Alligevel så undrede det mig, at fagbøgerne var så dårligt repræsenteret i formidlingen på både hjemmesider, sociale medier, udstillinger og ved kulturelle aktiviteter. Her blev skønlitteraturen massivt formidlet og særligt til børn og unge var fantasy den sikre vej.

Det undrede mig ,at “portalen til bøgernes verden” så ofte blev repræsenteret ved en fantasybog, da jeg i mit tidligere arbejde, så ofte havde set , at netop fagbøgerne og den faglige læsning kunne åbne døre på klem til bøgernes verden – særligt for de børn og unge, hvor disse døre bestemt ikke allerede stod på klem.

Gennem fagbøger om store sportsstjerner, eller måske i første omgang bare gennem læsning af de seneste sportsnyheder, begyndte den første læseglæde at spire. Lige her blev selve meningen med at læse tydelig.

Børns læsevaner

Undersøgelsen “Børns læsevaner 2017” peger på, at børn generelt bruger mindre tid på læsning i fritiden, end de gjorde ved en tilsvarende undersøgelse i 2010. Undersøgelsen har også set nærmere på klassetrin og synet på læselyst. Læselysten falder desværre med alderen, og undersøgelsen peger på, at den største ændring sker mellem 5. og 6. klassetrin, og at det særligt er hos drengene.

Når børnene spørges til, hvad der kunne få dem til at læse mere, så peger de først og fremmest på, hvis de havde mere tid, og hvis skoledagen var kortere. Herefter angiver 46% af de adspurgte “Hvis det var emner jeg interesserede mig for” , 40% svarer “Hvis jeg syntes bedre om at læse” og 32% svarer “Hvis jeg vidste, hvad jeg skulle læse”.

En mangfoldighed af døre på klem

Vi har altså brug for emner der interesserer og motiverer. Bøger man næsten ikke kan holde sig fra. Spændende og vedkommende litteratur med ægte historier, der giver lyst til at læse.

Vi har brug for voksne, der selv er gode rollemodeller og medskabere af en kultur, hvor det er fedt at læse og sejt at vide noget.

Der er heldigvis tusindvis af døre, der kan åbne op for læsningens glæder. Tusindvis af døre man kan liste eller brage igennem for at opleve det fede ved litteratur. Alle os, der arbejder med litteraturformidling, undervisning, læring eller er forældre til børn og unge, har en fælles forpligtigelse til at udpege og åbne en mangfoldighed af døre – det er nemlig ikke så vigtigt præcis, hvilken dør eller portal man passerer, det vigtigste er, at man får lyst til at udforske det, der findes på den anden side.

Et nyt år står frisk og ubrugt for døren. Det er tid til at lægge planer. Tid til at sætte mål. Tid til at gøre op, om tiden bruges på den rigtige måde. Det synes jeg alt i alt den gør – så kom bare an 2019, jeg er klar til at åbne døre på klem 🙂