Tag-arkiv: børn

Hvad er et æg?

Johan Olsen er nok bedst kendt som forsanger i Magtens Korridorer, men han er også en anerkendt forsker ved Københavns Universitet. I 2017 debuterede Johan Olsen som børnebogsforfatter med den anmelderroste “Bogen om verden”. Nu er han på banen igen med videnskabelig formidling i børnehøjde med bogen “Hvad er et æg?”

Videnskab i hverdagen

“Hvad er et æg?” er en bog om videnskab i hverdagen, og stiller skarpt på de ting, vi ser og omgiver os med hver eneste dag. Ting vi måske helt har glemt at undre os over. Johan Olsen rammesætter det selv således i bogens forord: “Hvis du undrer dig over simple ting, og prøver at finde en forklaring på dem, vil du ofte finde de vildeste og smukkeste historier gemt i alt det, der er lige rundt om dig…..Det jeg vil fortælle med bogen her, er, at naturvidenskaben ikke er kold og logisk, men har en smuk, spændende, og af og til ret gakket historie at fortælle.”

Som læser kan du på humoristisk vis dykke ned i “Hvad er en bussemand?”, “Hvad er plastik?”, “Hvad er tid?” eller “Hvad er wi-fi?”. Bogen indeholder 10 forskelligartede naturvidenskabelige fortællinger . Bogen er illustreret med både fotos og sjove illustrationer lavet af Thomas Hjorthaab.

Humor, inspiration og mysterier

Johan Olsens fortællestil er inspirerende og humoristisk, samtidig med at den leverer solid og relevant naturvidenskabelig viden. Bogen giver spændende svar, men åbner også op for et utal af spændende spørgsmål og små hverdagsmysterier.

“Hvad er et æg?” er en oplagt gaveide for 9-10 årige nysgerrige børn og deres voksne. Den egner sig til såvel højtlæsning som selvstændig læsning.

Hvorfor lægger fugle kun 1 æg om dagen? Hvad har tiden med rummets krumning at gøre? Hvad er en kop kaffe? Og er det mon alle dyr, der prutter? Lån eller køb “Hvad er et æg?” og læs dig til de sjove svar.

Fakta om bogen:
Titel: Hvad er et æg?
Forfatter: Johan Olsen
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelsesår: 2019
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Hakkebakkeskovens bagebog

“Når en peberkagebager
bager peberbagekager
tar han først en mægtig gryde
og et kilo smør omtrent.
Og hvis gryden ikke vælter
blandes smørret mens det smelter
med et kilo puddersukker
til det lugter brunt og brændt.”

Mon ikke også du har sunget med på Bagermester Harepus sang om peberkager. Og måske holder du og dine børn, ligesom jeg, af Thorbjørn Egners fortælling om Klatremus, Mikkel Ræv, Bedstemor Skovmus og alle de andre dyr fra Hakkebakkeskoven. En fortælling, der jo netop har været biografaktuel.

I “Hakkebakkeskovens bagebog” finder du opskriften på peberkager – både de enkelt og dobbeltpebrede – og opskrifter på kager, kiks og mange andre bagervarer. Det er naturligvis Bagermester Harepus, der byder læseren velkommen til bagebogen og minder læseren om gode køkken – og forsigtighedsregler. Herefter byder bogen på 30 bageopskrifter opdelt i afsnittene “Kager, muffins og wienerbrød”, “Kiks og småkager”, “Boller og kringler”, “Brød”, samt “Tærter og anden salt mad”. Bagerst i bogen præsenteres store og små dyr, der kommer på besøg i bageriet og der er vist, hvordan man kan lave sin egen kageæske.

“Hakkebakkeskovens bagebog” har bred inspiration for hele familien. Du kan finde opskriften på Bjørnemors honningkage, Brumlemands vaskemuffins, Mikkel Rævs skinkevafler eller Egern-Jensens frugt- og nøddebarer. Hver opskrift serveres som et opslag med opskrift, tekst og tips på den ene side og flotte farverige fotos på den anden side. Alle billederne fra Hakkebakkeskoven er hentet fra det nye filmunivers.

Ved sin bagerbutik har Bagermester Harepus et skilt hængende med teksten “Spis flere kager”. Opfordringen er hermed givet videre. I den kommende weekend har vi allerede lagt gode kagebageplaner med inspiration fra Hakkebakkeskoven.

Fakta om bogen:
Titel: Hakkebakkeskovens Bagebog
Forfatter: Maria Willmones Bondeson
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2017
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

 

 

Robuste børn

Moderne børn

Viljestærk, cool, tapper, sej, vedholdende eller målrettet. Betegnelserne er mange, men de henviser alle til det at holde ud og holde fast på trods af de vanskeligheder man måtte møde. Børn i dag kan klare rigtig mange ting, men ind i mellem kan det knibe med at fastholde fokus, med at overkomme de små bump på vejen og med forståelse for egen rolle i et fællesskab.

I følge Per Schultz Jørgensen – forsker, forfatter, psykolog, professor og tidligere formand for Børnerådet- så handler dette alt sammen om egenskaber, der har med begrebet robusthed at gøre. Robusthed læres i barndommen og er et vigtigt udgangspunkt, når barnet senere som ung og voksen skal forme sit eget liv og finde mod til at have sine egne holdninger.

Begrebet robusthed

I “Robuste børn” belyser og behandler Per Schultz Jørgensen begrebet robusthed fra forskellige vinkler. Perspektivet i bogen er “…at børn skal inddrages og udfordres i en karakterdannende kultur – hvor vi støtter deres udvikling frem til livsmod, ansvar og vedholdenhed. Børn skal tilegne sige en tro på, at de er noget. Ikke kun at de kan noget. Det er i dette komplekse, men afgørende samspil med en omgivende kultur at børn tilegner sig robusthed.”

Bogen indledes med en definition af begrebet robusthed. Hovedelementerne i Schulz Jørgensens definition er , at det handler om at kunne holde ud og holde fast på trods af udfordringer og vanskeligheder. Robusthed rummer både sårbarhed og styrke, og det er ikke en præstation, men noget der udvikles i en proces – altså mere en indstilling end et resultat. Sidst, men bestemt ikke mindst, så er målet for robusthed, i Schultz Jørgensens definition, frigørelse i glæde, trivsel, vedholdenhed og fordybelse.

Bogens opdeling

Bogen er opdelt i tre dele. Første del bygger på en sociologisk synsvinkel, hvor der præsenteres et historisk  blik på begrebet set i lyset af vores samfunds- og familieudvikling. I anden del præsenteres læseren for en psykologisk synsvinkel på begrebet, hvor forskellige teoretiske vinkler belyses. I bogens tredje del præsenteres en pædagogisk synsvinkel, hvor der redegøres for de vigtigste pædagogiske principper i en karakterdannende kultur. Principperne foldes ud i de tre vigtigste arenaer for barnet: familien, daginstitutionen og et lærings- og undervisningsmiljø.

En varm anbefaling

Jeg var meget begejstret for læsningen af bogen her. Den gjorde mig klogere og gav mig virkelig noget at tænke over. Jeg arbejder med læring og undervisning hver dag, og var særligt optaget af Schultz Jørgensens pointer om robusthed i læring og såkaldt Building Learning Power, hvor vigtige sigtepunkter bliver modstandskraft, opfindsomhed, eftertanke og samarbejde. Vi skal som forældre, pædagoger eller lærere turde udfordre og motivere børn til at gå lige lidt længere, end de selv troede var muligt. Vi skal give dem ansvar livsmod og tiltro til sig selv.

Jeg vil varmt anbefale dig selv at læse bogen her og slutte med forfatterens ord om den inderste kerne i robusthed i læring, hvor noget jeg kan, og noget jeg gør, integreres med noget jeg værdsætter og noget jeg tror på: “Det er på sin vis selve indholdet i begrebet “læring”: at noget tilegnes som en kunnen og bliver en kvalifikation – og udvikler sig til noget man kan stå inde for….Det er her, den lykkelige forening sker mellem at kunne noget af det , der kræves af en, og selv værdsætte der. Det er denne brobygning mellem ydre krav, egne handlinger og egne værdier, der ender med at skabe en robusthed…”

Fakta om bogen:
Titel: Robuste børn
Forfatter: Per Schultz Jørgensen
Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag
Udgivelsesår: 2017
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen