Moderne dansk møbeldesign

Jeg faldt over denne nye reviderede udgave af Per Hansen og Klaus Petersens bog om dansk møbeldesign på bibliotekets udstillingshylde.

Moderne dansk møbeldesign

Bogen er fyldt med 400 lækre fotos af danske designmøbler, ledsaget af tekster om møblernes historie og deres priser på auktion.

Bogen er opbygget af fire dele:

Fra umoderne til møbelklassiker: En indledning om, hvordan interessen for dansk møbeldesign er eksploderet, og dermed også priserne.

Danske møbler på auktioner: En opslagsdel med ca. 350 moderne danske designmøbler solgt de seneste år på Bruun Rasmussens auktioner.

Historien om danish modern: En fortælling om, hvordan dansk møbelkunst er blevet verdenskendt.

Dansk møbeldesign efter guldalderen: Et afsluttende bud på, hvordan fremtidens danske møbelklassikere kommer til at se ud.

Bogen er fyldt med skønne lænestole med patina, stilrene sofaer og kommoder, folkekære samlerobjekter fra Kay Bojesen og et hav af lamper, der gerne måtte lyse op i min stue.

Bogen får mine anbefalinger til både inspiration og drømmeri.

Fakta om bogen:
Titel: Moderne dansk møbeldesign
Forfatter: Per H Hansen og Klaus Petersen
Forlag: Bruun Rasmussen Kunstauktioner // Gyldendal
Udgivelsesår: 2015
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen