Min usynlige søn

“…denne bog handler ikke om sorg – det er alt for småt. Den handler om, hvem man som menneske er, og hvem man bliver, når det værste rammer. Eller rettere: Den handler om, hvem jeg er blevet og fortsat er i gang med at blive efter at have måttet gå igennem dét, som mange kalder det værste, man kan opleve: at miste et barn.” Således skriver Esben Kjær i forordet til bogen “Min usynlige søn: Kunsten at leve med sine døde resten af livet”.


I juni 2012, dør radioværten Esben Kjærs søn ,Sebastian, blot 7 år gammel. Esben beskriver det som en atombombe i sit liv, hvorefter intet af det, han tidligere tænkte og troede om livet, står tilbage.

Indtil da, har Esben levet efter, at alting er muligt, hvis blot man sætter sin vilje ind på det. “Jeg troede, at jeg havde langt mere kontrol over tingene, end jeg havde. At jeg kunne styre og påvirke virkeligheden langt mere, end jeg kunne” . Sebastians død bliver for Esben Kjær “en voldsom lektion i ydmyghed” og en erkendelse af at utrolig meget, når det kommer til stykket, ligger helt og aldeles udenfor hans egen kontrol.

I “Min usynlige søn” tages læseren med på Esben Kjærs erkendelsesrejse gennem sorgen. Han interviewer sorgforskere, præster og antropologer for at finde frem til, hvordan man lever med sine døde.

I Danmark har vi nemlig ikke tradition for at dyrke de døde og give dem plads i vores liv. Vi har tendens til at tro, at hvis man arbejder med sin sorg, så kan man , så at sige, komme ud på den anden side. Men intet bliver nogensinde som før, når man mister sine nære. Sorgen er, med Esben Kjærs ord, en transformerende kraft, som man må leve med resten af livet. Derfor er det vigtigt, at sorgen får plads.

“Min usynlige søn” er en velskrevet og meget personlig fortælling. Den er både modig, gribende og oplysende. Fortællingen sætter gang i en masse tanker hos læseren. Om vores dødelig og vores berøringsangst med døden. Derfor er det faktisk også en hård bog at læse.

Efter læsningen har bogens hovedbudskab virkelig sat sig: Sorg er ikke noget, der går over, og de døde skal altid bo i vores hjerter – også selvom det gør ondt. Jeg vil klart anbefale dig selv at læse  “Min usynlige søn” og blive klogere på noget vi ellers ikke snakker ret meget om.

Anbefalingen vil jeg slutte med Esben Kjærs egne ord: “Jeg har valgt en vej, hvor Sebastian er en kraft, der hjælper mig med at vokse ind i et liv, der på mange måder er rigere og dybere end før. En rigdom og dybde, som aldrig er prisen værd. Men som alligevel er en måde at fortsætte kærligheden til ham, til livet, til de levende og til de døde.”

Fakta om bogen:
Titel: Min usynlig søn
Forfatter: Esben Kjær
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen