Livet i Mumidalen

Er du Mumifan, så må bogen her være et mustread. Her får du en omfattende og smuk introduktion til Tove Jansson og hele hendes Mumiunivers, der er elsket verden over af alle aldre. Ligesom Mumiuniverset, så henvender bogen her sig også til både børn og voksne.

Mumidalens væsner

“Livet i Mumidalen” er en biografi delt i to. Bogens første del omhandler Mumidalen og alle de væsner, der bor der. Her kan du læse om, hvordan du genkender og finder en Mumitrold. Du kan lære mere om Mumitroldenes vaner, adfærd, kost, bolig og omgivelser. Du bliver også præsenteret for alle hovedpersoner og – væsner i Mumidalen med såvel illustrationer som tekst. Og så får du beskrivelser af de magiske og mørke sider af Mumidalen, samt et års gang.

Kunstner og forfatter

Anden del af “Livet i Mumidalen” beskriver skaberen bag, nemlig den finske kunstner og forfatter Tove Jansson. Tove Jansson skrev allerede i barndommens dagbøger om, Mumitroldene, der puslede under hendes seng, og den første Mumitrold, der var en Snork, tegnede hun på en WC-dør.

I bogens anden del, hører du mere om Tove janssons opvækst, familie og skolegang. Hendes udvikling af det kunstneriske arbejde med både tekst og billede, og hendes tilgang til inspiration og fantasi.

Mumi-visdom

Kilderne bag “Livet i Mumidalen” er fortrinsvis de otte bøger, der til sammen udgør den såkaldte “Mumi – kanon”. Bogens smukke illustrationer og citater er ligeledes sammensat herfra.

Det er virkelig en visuel fornøjelse at bladre i “Livet i Mumidalen”, og hvad enten du er stor fan eller blot har stiftet bekendskab med Mumiuniverset i barndommens læsning, så tror jeg du vil kunne dvæle flere steder i bogen her. Om ikke andet, så ved de indlagte afsnit med Mumivisdom med finurlige citater hentet fra universet. Jeg tror jeg vil slutte anbefalingen her med et fra “Kometen kommer”: “Alting bliver så vanskeligt, når man vil eje tingene, tage dem med sig og beholde dem. Jeg ser bare på dem, og når jeg går min vej, har jeg dem inde i hovedet og kan lave det, der er sjovere end at slæbe rundt med vadsække.”

Fakta om bogen:
Titel: Livet i Mumidalen
Forfatter: Philip Ardagh
Forlag: Carlsen
Udgivelsesår: 2017
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen