Lidt af far

“Lidt af far” er en Frederik Lindhardts fortælling om de sidste år med sin far, den tidligere biskop Jan Lindhardt. I 2012 får faderen konstateret Alzheimers. En frygtelig sygdom, hvor kroppen fungerer, mens hjernen og det menneske, man engang kendte, langsomt svigter.

Lidt om forfatteren

Jeg har hørt “Lidt af far” som lydbog indtalt af forfatteren selv. Det giver altid en ekstra dimension til lytteoplevelsen, og i dette tilfælde i særlig grad, da der er tale om en meget personlig fortælling.

Frederik Lindhardt er uddannet cand. mag. i retorik, hvilket skinner tydeligt igennem. Han kan noget med ord og er optaget af sprogets finesser. Flere gange undervejs trak jeg på smilebåndet over sproglige finurligheder, der gav beskrivelserne kant.

Familierelationen

“Lidt om Far” rummer beskrivelser af såvel de hårde som de gode stunder. Der trækkes referencer til oplevelser for år tilbage, men primært er det de sidste år med faderen, der fortælles om.

Jeg blev meget rørt undervejs. Måske fordi familierelationen passer godt på, hvor jeg selv er i livet. De sproglige beskrivelser stod skarpt: “hans sprog gik i stykker og sætningerne mistede retning”, “stilheden fik efterhånden fast plads ved samtalen” eller “det er svært at forlade en far, der for første gang føler sig forladt”.

Frederik Lindhardt omtaler selv faderen som “dømt til at leve i nutid” , en hård dom i en verden, hvor tid ofte er målestok for normalen. Samtidig beskriver han, hvorledes sygdommen skabte en ny nærhed mellem ham og faderen.

En anbefaling

Der er skrevet flere andre bøger om livet som pårørende til en Alzheimer-ramt, eksempelvis “Da Aage forsvandt”, som tidligere er blevet omtalt her på Faghylden. Det specielle ved denne , er at den vedrører forholdet til en forældre, og derfor kan have en lidt anden målgruppe.

Jeg kan varmt anbefale dig at lytte til eller læse “Lidt af far”. Det er en ærlig og personlig fortælling om at være pårørende til en person, der gradvist forsvinder. Den er vedkommende og mest af alt fyldt med kærlighed.

Fakta om bogen:
Titel: Lidt af far
Forfatter: Frederik Lindhardt
Forlag: Peoples Press
Udgivelsesår: 2017
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen