Klog er noget man øver sig på

Måske har du allerede læst eller hørt om bogen her – den har i hvert fald allerede fået en del omtale i medierene. “Klog er noget man øver sig på” handler om , hvordan forældre ruster deres børn til succes i skolen og i livet, og byder på konkrete værktøjer og tips.

Succes er nemlig ikke noget man er født til, og alle børn kan lære at blive dygtige til noget. Succes følger særligt af ét personlighedstræk, selvkontrol. Bogen  her giver konkrete anvisninger til, hvordan vi som forældre kan lære vores børn selvkontrol.

Klog

Forfatteren Sofie Münster har været direktør i LøkkeFonden og var med til at skabe DrengeAkademiet. I dag ejer hun magasinet raisinglearners.com

“Klog er noget, man øver sig på” er ikke en fortsættelse af debatten om curlingforældre, tigermødre, opdragelse og grænser. En debat, der har fokuseret meget på moderne forældre, der enten, som curlingforældre, går foran vores børn og fjerner alle forhindringer på livets vej, eller , som tigermødre, ambitiøst skubber vores børn foran os med alt for store krav. Bogen her giver i stedet konkrete bud på, hvordan vi kan gå vejen sammen med vores børn – være der for dem, uden at gøre det for dem: “Ved at gå ved siden af vores børn kan vi lære dem at tage styringen over sig selv og deres vej i livet. Det er ikke os, der som en tigermor bestemmer tempoet, og det er ikke os, der som en curlingforælder beskytter dem mod den modstand, de møder. På godt og ondt er vi der for dem – uden at gøre det for dem”.

Bogen er opdelt i 4 dele. I del 1, Alle børn kan få succes, introduceres læseren til den forskning, der danner baggrund for bogen. I del 2, Når modgang kommer i vejen: Hvorfor børn giver op, sættes der fokus på vanens magt, og  de valg vi træffer, bevidst og ubevidst. Her beskrives også, hvad det vil sige i praksis at bruge sin selvkontrol.Del 3, Svært er bedre end nemt: Hvordan børn finder styrke i modgang, , og del 4, Sådan ruster du dit barn til succes i hverdagen, er de praksisorienterede dele af bogen, og giver konkrete værktøjer til, hvordan man som forældre kan hjælpe sit barn i læringsprocessen: Hvordan vi bliver gode til det vi gør, hvordan man hjælper barnet til at finde styrke i modgang, og hvordan man øver sig på at turde fejle og at overvinde sig selv.

Alt i alt, så synes jeg, at bogen her leverer en god kombination af viden, forskning og konkrete værktøjer. Den er let læst og anvendelig i hverdagen i en helt almindelig børnefamilie. Der kan fint plukkes små konkrete ideer og værktøjer ud, og den sætter fokus på det helt centrale, at vi alle ønsker det bedste for vores børn.

 

Fakta om bogen:
Titel: Klog er noget man øver sig på
Forfatter: Sofie Münster
Forlag: Politiken
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen