Forskellen på mænd og kvinder er … 100 gymnastikposer

Sådan lyder titlen på en finurlig bog af Thomas Skov Gaardsvig. Bogen er sammensat af små klummer – en del af dem bragt i Woman over de seneste år.

thomasskov_forskellen

Bogen tager os gennem 40 bud på forskellen på mænd og kvinder, og stiller os over så forskelligartede muligheder som “en racerbane i stuen”, “en hul ost”, “posepakning” eller “at have ondt af hvidt brød”.

Kæresten Emilie – der nu også er endt med at blive konen – står for skud. Hun har dog fået det første ord i form af forordet, og jeg er overbevist om, at du på ingen måde vil grine ad hende , men med hende. Det var i hvert fald helt klart, hvad jeg gjorde.

Forfatteren har selv dette bud på, hvorfor alle kvinder bør læse denne bog:

“Jeg tror, verden bliver et bedre sted, hvis alle kvinder læser denne bog. De vil lære begreber som tomatsovsblindhed, de vil forstå, hvornår det er sværest at være mand, og så vil de lære at pakke indkøbsposer. Alt sammen som et led i at gøre verden til et bedre sted – eller i hvert fald gøre det nemmere at være mand og kvinde sammen.”

Fakta om bogen:
Titel: Forskellen på mænd og kvinder... er 100 gymnastikposer
Forfatter: Thomas Skov
Forlag: People's Press
Udgivelsesår: 2015
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen