Born to run

Hvis ikke du allerede har styr på ønskesedlen, så er her et oplagt juleønske. Åbenhjertig, stærk og ærlig biografi om mennesket bag en af vor tids mest legendariske rockstjerner. The Boss. Bruce Springsteen.

Bruce Springsteen står selv bag biografien, som er nedskrevet gennem de seneste 7 år. Titlen er hentet fra et af hans mest succesrige album, “Born to run”, der blev udsendt tilbage  i 1995. Læseren tages med gennem Bruce Springsteens  egen personlige livsfortælling. Samtidig er det også en fortælling mættet med amerikanske og historiske stemningsbilleder

Biografien er kronologisk opbygget, og starter med historien om den lille katolske dreng fra Freehold i New Jersey, der vokser op “mellem poesi, fare og mørke”. Det er fængende læsning om en stædig insisteren på at blive musiker. Hårdtarbejdende og med arbejderklassens viljestyrke i bagagen, for at nå mod toppen.

Biografien beskriver en lang rejse på en musikalsk karriere gennem de seneste 50 år. Springsteen sætter selv disse ord på, hvorfor “The E Street Band” efter 40 år stadig kan spille for fuld gas aften efter aften: “Vi er mere end blot en forestilling eller en æstetik. Vi er en livsfilosofi og et kollektiv med et professionelt æreskodeks. Det udspringer af det princip, at vi her i aften har taget vores bedste, alt i os, med for at minde jer andre om alt det, I har, alt jeres eget bedste.”

Springsteen fortæller levende om alle de store oplevelser og sejre, men læseren præsenteres også for de mere mørke sider af den ikoniske musikers historie. Angst og depression, der har kastet mørke skygger hos såvel faderen, som Springsteen selv. Bogen igennem beskrives en dyb taknemmelighed for den bagage hans moder har givet ham med i livet: “Sandfærdighed, vedholdenhed, professionalisme, venlighed, medfølelse, gode manerer, eftertænksomhed, selvfølelse, ære, kærlighed, tro på og trofasthed mod familien, engagement, arbejdsglæde og en umættelig appetit på livet. Det er nogle af de ting min mor lærte mig, og som jeg kæmper for at leve op til. Derudover var hun min beskytter og stillede sig bogstaveligt mellem min far og mig de aftener, hvor hans sygdom tog overhånd “

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg, med 4 koncerter med “The Boss” i bagagen, rigtig godt kan lide Bruce Springsteen som musiker. Læsningen af “Born to run” bidrager yderligere til et samlet billede af et sympatisk og ærligt menneske. Og så er det en fornøjelse at læse en biografi skrevet af hovedpersonen selv. I særdeleshed, når “The Boss” skriver litteratur lige så malerisk, vedkommende og levende , som han skriver sine sange.

“Born to run” er en tyk sag på næsten 600 sider, der sagtens kan læses i små portioner. Tilbage efter læsningen, står man med billedet af et yderst dedikeret menneske. Dedikeret til livet, kærligheden,kunsten, musikken og frem for alt “sand rock”:

“Folk kommer ikke til rockkoncerter for at lære noget. De kommer for at blive mindet om noget de allerede godt ved og dybt nede i mellemgulvet godt selv kan mærke. At når verden er bedst, når livet føles allerrigest, er en plus en lig tre. Det er den grundlæggende ligning for kærlighed, kunst, rock og rockbands. Det er årsagen til , at universet aldrig vil kunne forstås fuldt ud, at kærligheden vil vedblive med at være ekstatisk og forvirrende, og at sand rock aldrig vil dø.”

Fakta om bogen:
Titel: Born to run
Forfatter: Bruce Springsteen
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen