Zlatan

Han er fodboldspilleren rigtig mange elsker at hade, men som endnu flere fascineres af. Han er gjort af det stof som legender laves af.

Både på fransk og svensk kan man sige “at zlatanere” og hashtagget #zlatanfacts vidner om et fænomen, der skiller sig ud fra alle andre i international topfodbold med såvel sin personlighed som sin spillestil. Det handler naturligvis om den svenske fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic.

Zlatan

Der er tidligere lavet flere biografiske udgivelser om Zlatan Ibrahimovic. Flere af dem har børn som målgruppe, hvorimod denne af Christian Mohr Boisen henvender sig til det voksne publikum. Biografien er baseret på bøger og interviews, og opbygget på traditionel vis med en kronologisk beskrivelse af roden fra Rosengården med Balkan -rødder, der bliver superstjerne.

Læseren præsenteres for invandrerdrengen, der som 6- årig begyndte at spille i sin første klub. Herefer følges Zlatans rejse til Malmø FF, Ajax, Juventus, Inter, Barcelona, Milan og Paris Saint-Germain. Bogen er hele vejen igennem illustreret med flotte fotos af fænomenet Zlatan.

“Zlatan” er en nemt læst biografi, der kan læses af alle med interesse for fodbold og fascination af store personligheder. Få anekdoterne, forklaringerne bag og træk på smilebåndet over Zlatans citater, der hele tiden balancerer på kanten af storhedsvanvid og selvironi. Med Zlatans egne ord: “Hvorfor være som alle andre, når du kan være noget særligt?”

Fakta om bogen:
Titel: Zlatan
Forfatter: Christian Mohr Boisen
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2015
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen