Yoga for løbere og luntere

Søndagstur i skoven

Hvis du var på søndagstur i Frijsenborgskoven, så undrede du sig måske over en løber i skovbunden i færd med at lave “knælende lår-stræk” eller “duen”. I så fald passerede du måske bare mig på en luntetur i den lokale skov efter at have hentet god inspiration i bogen “Yoga for løbere og luntere” af Susanne Lidang.

Nystartet lunter

Og lad mig bare slå fast, at jeg helt klart tilhører den sidste kategori af målgruppen for bogen her, nemlig lunterne. Efter at have løbet gennem flere år, så har jeg netop haft en lang periode med småskader, ømme hofter, ondt i lænden og en længere løbepause som resultat heraf. Hvis du selv har været der, så ved du, hvor frustrerende det er, når de ugentlige løbeture med plads til at tænke på alt og ingenting, pludselig forsvinder. Så kan man jo bare gå en tur i stedet ? Nej, det er altså ikke helt det samme.

Inspiration og programmer

Kan du nikke genkendende til ovenstående, så er bogen her helt sikkert noget for dig. Bogen er opdelt i to hoveddele, afsnittet “Løb med kvalitet”, samt et afsnit med “Programmer”. I bogens første del kan du læse mere om, hvordan du arbejder med en bevidst løbestil, så løbet bliver sjovt, effektivt og føles godt i kroppen. Du kan også blive klogere på, hvordan du udnytter dit løbe-potentiale med særligt fokus på din vejrtrækning, samt få gode råd og tips til øvelser mod typiske løbeskader som akillesenebetændelse, ømme skinneben, knæproblemer eller problemer med hofte og lænd.

Bogens anden del har fokus på programmer, og er opdelt i den optimale opvarmning, et program for underkroppen, et for overkroppen, samt et cool down – program med udstrækningsøvelser for hele kroppen. Bagerst i bogen finder du et program-overblik, register og inspiration til yderligere læsning om emnet i bøger og på nettet.

En god bog til reolen

Jeg har haft “Yoga for løbere og luntere” med hjemme fra biblioteket og bogen skal snart afleveres tilbage igen. Jeg har nu allerede besluttet mig for selv at investere i bogen. Det er nemlig en af den slags bøger, der er skøn at have stående i bogreolen, så man kan gå til og fra den, slå op, når en problematik melder sig, eller sætte sig en stille stund og bladre for ny inspiration. “Yoga for løbere og luntere” får en varm anbefaling herfra. Den er inspirerende og dejlig konkret.

Fakta om bogen:
Titel: Yoga for løbere og luntere
Forfatter: Susanne Lidang
Forlag:People's Press
Udgivelsesår: 2017
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen