Underdanmarks jægersoldater

“Underdanmarks jægersoldater – om at hjælpe brændte børn til at bryde mønsteret” er en debatbog af Mikael Lindholm, Lotus Turell og Lisbeth Zornig Andersen. Bogen handler om , hvordan ti supermønsterbrydere har brudt med en tung social arv, der ellers truede med at fastholde dem på samfundets bund.

Underdanmarks jægersoldater

I bogens forord skriver Lisbeth Zornig Andersen således: “Med denne debatbog håber jeg og mine medforfattere på at indgyde mod til at stå op for de stærke, men tilsyneladende usympatiske børn. Og at tro på, at også de mindre udholdende, stædige og viljestærke børn har en ild i sig, der skal næres og ikke slukkes. At der kommer en forståelse for, at kærligheden fra den betydningsfulde voksne må og skal være en naturlig del af det at have med udsatte børn at gøre. Og endelig, at det at have stærke rollemodeller kan give alle udsatte børn en tro på, at ‘the sky is the limit’. Kun fantasien sætter grænser.”

Men hvem er Underdanmarks jægersoldater ? – og hvad karakteriserer denne særlige kategori af mønsterbrydere, de såkaldt stærke brændte børn ?

Underdanmarks jægersoldater har allerede i en ung alder lært at klare sig alene. De har ofte levet uden mad og søvn i dagevis. De har lært ikke at stole på nogen – mindst af alt egne forældre. De har lært at overlevelse er helt op til en selv. De har fulgt en bestemt livsstrategi og har tidligt lært at manøvrere i farligt territorium. Derfor går følgende karaktertræk, ifølge bogen , igen ved Underdanmarks jægersoldater: strategisk sans, risikovillighed, udholdenhed, stor arbejdskapacitet og kompromisløshed.

Bogens rygrad udgøres af samtaler med ti jægersoldater fra Underdanmark. Ti voksne supermønsterbrydere, der på trods af deres barske opvækst, har formået at rejse sig og bryde mønsteret. De ti supermønsterbrydere, der medvirker i bogen er: bokser Dennis Ceylan, sikkerhedssupervisor Lasse Mortensen,  kampsportsudøver Karin Schwartz Hansen, forfatter Kristian Ditlev Jensen, politiker Pia Olsen Dyhr, journalist Claus Elgaard, professor Jørgen Lange Thomsen, arkitekt Gitte Andersen, borgmester Erik Nielsen og debattør Mads Holger.

Læseren bliver klogere på supermønsterbrydernes overlevelsesmekanismer og livsstrategier. Vi hører om, hvad der har gjort en forskel og hjulpet dem til at bryde mønsteret. Af deres fortællinger kan vi alle blive klogere på, hvordan vi bliver bedre til at se, hjælpe og støtte de brændte børn, så de ikke efterlades helt alene.

Fakta om bogen:
Titel: Underdanmarks jægersoldater
Forfatter:Lisbeth Zornig, Michael Lindholm, Lotus Turell
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2015
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen