Tag-arkiv: udvikling

Den fantastiske historie om evolution

Lad det være sagt med det samme: “Liv: Den fantastiske historie om evolution” er i mine øjne en af årets flotteste børnefagbøger.

Bogen tager læseren med på en fantastisk evolutionær rejse gennem milliarder af år. En rejse helt fra universets begyndelse til jordens dannelse. En rejse, der følger livets udvikling fra små encellede væsner til kæmpestore dyrearter.

Naturvidenskab i børnehøjde

“Liv: Den fantastiske historie om evolution” er skrevet af Jakob Brodersen og Pernille Engsig Eskildsen, der begge er journalister. De leverer naturvidenskab formidlet i børnehøjde med en underholdende og fortællende stil.  “Liv: Den fantastiske historie om evolution” er seriøs, velfortalt og bygger på den nyeste forskning om evolution. Samtidig er den godt krydret med humor, og i et sprog, der er nemt at forstå.

Kamilla Wichmann står bag bogens virkelig smukke og yderst naturtro illustrationer. Illustrationer, der med sin streg leder tankerne hen på Darwins illustrationer af finker, eller gamle håndtegnede fauna bøger. Der er illustrationer på alle bogens opslag, og de midterste sider kan desuden foldes ud til en smuk frise med et stort stamtræ.

Samtaler om livets opståen

“Liv: Den fantastiske historie om evolution” er velegnet til højtlæsning fra 5 års – alderen. Bogens emne og fantastiske illustrationer appellerer i den grad til samtale. Hvor kommer livet fra? Hvordan blev jordkloden skabt? Hvordan uddøde dinosaurerne? Hvordan så de første mennesker ud? Lignede fortidsmenneskerne os? – og hvorfor ser verdens befolkning mon så forskellig ud i dag?

Jeg har med stor fornøjelse læst “Liv: Den fantastiske historie om evolution” højt to gange for min 8-årige datter. Herefter har hun har selv studeret dinosaurer , meteorer og neanderthalere. Spørgsmål om jordens oprindelse, uddøde dyrearter, himmelrummet og fortidsmennesker står i kø, efterhånden som bogens sider vendes.

“Liv: Den fantastiske historie om evolution” kan læses selv helt op til 12 års alderen, og er en oplagt julegaveide. Den er trykt i en lækker kvalitet og leverer viden og flotte illustrationer til mange gode gennemlæsninger og samtaler.

Fakta om bogen:
Titel: "Liv: Den fantastiske historie om evolution"
Forfatter:Jakob Brodersen og Pernille Engsig Eskildsen
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2018
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag.

Ind i mellem dukker, der nye bogtitler op, der særligt fanger opmærksomheden. De er skøre, skæve, sjove, poetiske eller måske vækker de blot nysgerrigheden. Sådan havde jeg det med bogen her: “Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag”.

Bogen er skrevet af Morten Münster, der er direktør i The Nudging Company og manden bag www.overbevisende.dk, der er en dansk blog om adfærdsdesign og nudging. Bogen har undertitlen “Sådan bruger du adfærdsdesign til at skabe forandringer i den virkelige verden” og leverer et bud på en konkret metode til at arbejde med ændring af adfærd.

Den parallelle verden og den virkelige verden

“Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag” tager udgangspunkt i en skelnen mellem den parallelle verden og den virkelige verden.

Den parallelle verden er, der hvor “alle er omvandrende Excel-ark med perfekte sideskilninger og udstyret med uanet analyse-kapacitet”, der hvor medarbejderne “surfer rundt på intranettet for at blive klogere på virksomhedens værdier” og “læser alle mails grundigt og husker alle detaljer”. Problemet er bare, at succesfulde strategier i den parallelle verden ikke rigtig fungerer i den virkelige verden. Her gælder der nemlig nogle helt andre regler.

Bogens første del handler om det regelsæt, som vi mennesker bruger i den virkelige verden, når vi skal beslutte os for at gøre det ene eller det andet.

Læseren præsenteres for reglerne gennem fem forskellige misforståelser om den virkelige verden. De har fået overskrifterne: Handling kommer før holdning, Kejserens agile klæder tages af, Vores båndbredde er begrænset, Kontekst er king og Projekter skal dø.

En konkret metode

Bogens anden del omsætter viden om menneskers adfærd til en lettilgængelig metode i fire trin, nemlig:

  1. Definer den ønskede adfærd
  2. Lav en barriereanalyse
  3. Design din løsning
  4. Test din løsning

Hvert af metodens fire trin har kapitler med beskrivelser, der er fyldigt suppleret med case-eksempler og nogle af forfatterens egne erfaringer. Hvert kapitel afsluttes desuden med en side, hvor indhold og hovedpointer skitseres i punktform. Dette greb gør læsningen dejlig overskuelig og giver bogen en god rød tråd.

I bogens sidste del er der samlet 10 forskellige cases, for at give læseren en fornemmelse af, hvordan metoden kan fungere i praksis. De udvalgte cases har bred appel – lige fra sikkerhed og arbejdsmiljø til nedbringelse af infektionsrisiko på sygehuse.

Humor og viden

Alt i alt synes jeg, at “Jytte fra marketing er desværre gået for i dag” bød på såvel lærerig , som underholdende læsning. Forfatteren formår at holde en humoristisk tone bogen igennem, samtidig med, at interessant viden møder læseren.

Den beskrevne metode er lettilgængelig og appellerer til en meget bred målgruppe. Store virksomheder som Google og Amazon anvender adfærdsdesign i deres strategiske arbejde, men elementer herfra og tankegange bag er også relevante i meget mindre og mere “bløde” sammenhænge.

Forfatteren minder afslutningsvis læseren om at huske, hvem man taler til, når man har et ønske om at ændre adfærd. “Du taler til virkelige mennesker i den virkelige verden. Vores begrænsninger og fejl er det, der gør os menneskelige.” Vel en ret væsentlig pointe i alle sammenhænge, hvor vi ønsker at udvikle og forandre mennesker.

 

Min europæiske familie

Tusindvis af danskere begraver sig i kirkebøger og gamle dokumenter på landets lokalarkiver for at spore slægten tilbage i flere århundreder. Karin Bojs, der er svensk videnskabsjournalist og forfatter, kaster et virkelig langt blik tilbage på sin slægtshistorie, idet hun forsøger at spore sine aner hele 54000 år tilbage i tiden.

I bogen “Min europæiske familie i de sidste 54000 år”, der velfortjent blev kåret til årets bedste fagbog i Sverige i 2015, tager hun læseren med på en underholdende og lærerig tidsrejse.

Bogen tager sit udgangspunkt ved bredden af Geneserat sø for 54000 år siden, hvor Karin Bojs med narrativ frihed beskriver en slank sorthåret kvinde, der efter mødet med en neandertal- mand, føder en troldunge. Herefter følger en genetisk og arkæologisk rejse mod Europa baseret på massiv research af aktuel DNA-forskning, arkæologiske udgravninger, interviews med forskere, samt en fysisk rejse rundt til store fundsteder og museer i Europa.

Fortællingen bringer læseren kronologisk frem i tiden, hvor vi eksempelvis hører om den 20-årige Kostenki-14, der levede for 38500 år siden ved floden Don i Rusland. Læseren præsenteres også for eventyrlystne unge fra Doggerland på besøg i Sverige for 14000 år siden, for en sorthåret mand med mørk hud, men lysende blå øjne, der levede i den spanske hule La Brana nær Atlanterhavskysten for næsten 8000 år siden, eller Otzi, ismanden fra Tyrol, en senet og stærk mand på 50 kg, der levede for 5300 år siden. Den europæiske tidsrejse slutter i moderne tid i Stockholm med forfatterens egen moder, Anita.

“De fleste af os, som bor i Europa i dag, bærer på en blanding af “jægergener” og “bondegener”. Vi repræsenterer forskellige indvandringsbølger, som på afgørende måder har påvirket  vores verdensdels tidlige historie. Tag for eksempel mig. Når jeg følger mine egne mitokondrier og dermed min lige mødrene linje, ender jeg mange ti tusind år tilbage i tiden hos istidsslægtninge, som jagede rener og hjorte. Når jeg følger min farmors mitochondrier, går den mødrene linje tilbage til Syrien og stedet for det første agerbrug. Jeg er en blanding. Det er vi alle. Men faktum er, at den første bølge af jægere og den anden af bønder ikke helt er nok til at forklare Europas tidlige historie. DNA-forskere bliver stadig mere overbeviste om, at der har været en tredje bølge. Og den bølge kom fra øst”

Det er ikke kun menneskets udvikling og bevægelse, der beskrives. Også musikkens og kunstens historie berøres med beskrivelser af eksempelvis tidlige fløjtespillere, hulemalerier eller keramik. Der fortælles desuden om fødevarer, boligforhold, klimatiske forhold eller dyrehold f.eks tamme hunde og katte.

Jeg var begejstret for læsningen af “Min europæiske famile i de sidste 54000 år”. Jeg var både godt underholdt og så blev jeg klogere på et emne, som jeg nok ellers ville have fundet lidt tørt. Jeg synes, Karin Bojs leverer personlig og underholdende videnskabsformidling i et letforståeligt sprog, og på forunderlig vis blev fortidens mennesker gjort levende og vedkommende. Og så lod bogen mig tilbage med et vigtigt budskab i lige netop vores tid: “Alle mennesker i hele verden slægter en kvinde på, som vi kan kalde for Eva. Hun levede i Afrika for omkring 200000 år siden. Vi, som er Evas efterkommere, bærer på dna, som for en stor del er identisk. Kun små variationer skiller os ad.”

Fakta om bogen:
Titel: Min europæiske familie i 54000 år
Forfatter: Karin Bojs
Forlag: Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen