Tag-arkiv: sind

Tarme med charme

Jeg ved godt, at bogen her ikke længere er så ny, men nu er jeg altså også blevet klogere på de charmerende tarme, og det synes jeg godt, at jeg vil dele med dig.

Billedet herunder er fra min iPhone. Jeg har nemlig hørt Giulia Enders meget omtalte bog “Tarme med charme” som lydbog på e-reolen. Indrømmet; det var til tider en lidt spøjs fornemmelse at sidde i bilen og få en uddybning af hele tarmsystemet, og alt, hvad der dertil hører, men jeg er sikker på, at flere af de bilister, der har passeret mig imens, har tænkt, at jeg morede mig. Det er nemlig lige præcis det, der er helt specielt ved den her bog. Den formår , at gøre videnskabeligt faktuelt stof om kroppens mekanismer vedkommende, lettilgængeligt og faktisk også morsomt.

“Tarme med charme – alt om et underkendt organ” er skrevet af den blot 24 årige Giulia Enders, der er forsker ved Institut for Mikrobiologi og Sygehushygiejne i Frankfurt am Main. Giulia Enders vandt 1. præmien ved Science Slam i 2012 med sit underholdende foredrag “Tarme med charme” , der sidenhen blev et Youtube hit.

“Tarme med charme – alt om et underkendt organ” indledes med, hvorfor Giulia Enders overhovedet fandt interesse for menneskets tarmsystem. Herefter præsenteres læseren for tarmsystemet set fra vidt forskellige vinkler. Vi hører om, hvorfor vi burde have små toiletter, hvorfor ret ryg hjælper på sure opstød, hvorfor tarmen nærmest er selvtænkende ,hvorfor der både er farlige og gode bakterier, og meget, meget andet. Faktisk er hele bogen en hyldest til tarmen som et af kroppens vigtigste organer, der er meget overset i kampen for at få eller opretholde en sund krop.

Jeg vil anbefale dig at kaste dig ud i 6 timer og 54 minutter i godt selskab med Nan Rostocks indlæsning af Julia Enders succesbog om tarmen som nøglen til vores krop og sind. Du har gratis adgang til den på e-reolen med dit bibliotekslogin. Bogen om de charmerende tarme er forskningsbaseret, oplysende, interessant, men mest af alt er den humoristisk og underholdende.

Fakta om bogen:
Titel: Tarme med charme: alt om et undervurderet organ
Forfatter: Ciulia Enders
Forlag: Peoples Press
Udgivelsesår: 2015
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen