Tag-arkiv: medier

Sociale medier – sociale dilemmaer

“Sociale medier – sociale dilemmaer” er en bog for dig, der dagligt bruger internettet og de sociale medier. Bogen kan både bruges til helt privat læsning, men egner sig også som undervisningsmateriale i skolens ældste klasser.

Bogens forfattere er cad.comm. Marie Louise Hagemeister, digital rådgiver Søren Schultz Hansen, journalist og kommunikationsrådgiver Rasmus Løppenthin, digital arkitekt Jacob Brøndum Pedersen, cand.mag. Claus Petersen og cand.soc. Anders Skov. Alle forfatterne er tilknyttet Center for Digital Dannelse.

Sociale medier sociale dilemmaer_96ppi

I bogen præsenteres og diskuteres dilemmaer og spørgsmål, der kan opstå, når vi færdes på internettet og i sociale fællessskaber online. I et let tilgængeligt sprog belyses dilemmaerne med såvel fakta , som refleksioner.

Dilemmaerne spænder vidt, eksempelvis: Bliver man asocial af internettet ? Hvordan ændrer medier vores samtale? Er sociale medier godt for demokratiet ? Bliver vi dummere af internettet? eller Bliver man afhængig af Facebook?

Bogens kapitler kan læses i sammenhæng, men kan også sagtens anvendes uafhængigt af hinanden. Jeg synes bogen belyser nogle vedkommende og relevante dilemmaer. Bogen udgør et glimrende oplæg til debat og diskussion – også på tværs af aldersgrupper.

Normer og regler på internettet og de sociale medier bør løbende debatteres og belyses i de sociale fællesskaber både online og offline. Med bogens ord er det “vigtigt, at den digital-sociale verden ikke står tilbage som noget, vi bare selv må finde ud af at mestre, men som noget, der kan gøres til genstand for undersøgelse, analyse og diskussion.”

Fakta om bogen:
Titel: Sociale medier - sociale dilemmaer
Forfatter: Jacob Brøndum Pedersen, Claus Petersen og Anders Skov (red.)
Forlag: Frydenlund
Udgivelsesår: 2015
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen