Tag-arkiv: læsning

Postkort fra Spanien

Såvel ferien som juli måned går på hæld. Fra i morgen venter hverdagen med vækkeur, madpakker og kalendergymnastik, men også med legekammerater, gode kollegaer og nye udfordringer.

Vores familieferie gik i år til det sydlige Spanien, og vi kan se tilbage på nogle dejlige uger med sol, lækker mad, afslapning, oplevelser og tid til hinanden.

 

Kufferten er ladet med

Igen i år var det meste af en kuffert fyldt med bøger til store og små. Som vanlig blev der grint lidt fra familien over stakken, jeg havde fundet frem, men faktisk vendte vi næsen hjemad med en kuffertfuld bøger, der alle var læst eller godt i gang.

Familiekufferten var fyldt med godt og blandet – krimier, biografier, højtlæsning og læs-let bøger. Her et lille udvalg af stakken:

For mit vedkommende bød ferielæsningen på et par gode bloddryppende krimier  – bl.a “Den niende grav” af svenske Stefan Ahmheim og “Ligblomsten” af den danske debutant Anne Mette Hancock.

Sommerens absolut bedste læseoplevelse var dog Colson Whiteheads “Den underjordiske jernbane”, der med sin grusomme beretning om slavepigen Coras flugt med en næsten dyrisk vilje til overlevelse, holdt mig vågen til langt ud på natten.

Og så var der selvfølgelig “Harry Potter og De Vises Sten”, der er udkommet i den smukkeste illustrerede udgave. Jim Kays flotte farverige illustrationer gav ganske enkelt højtlæsningen for min 6 – årige datter en ekstra dimension, og jeg nød endnu en gang at drage ind i Rowlings troldmandsunivers.

Ferielæsning

For mig er det nemlig en rigtig stor del af feriestemningen, at der er tid og ro til fordybelse i gode bøger.

Jeg elsker at sidde med sommerhatten på under parasollen, og med sammenknebne øjne læse et par linjer i en krimi, samtidig med, at jeg ser på håndstand, kolbøtter og udspring fra mine ferieglade børn.

Jeg nyder at læse til langt ud på natten. Bare lige vende en side eller et enkelt kapitel mere, for pludselig at konstatere, at bogen er læst færdig, og tiden er fløjet ud på de sene nattetimer.

Eller at vågne op til en søvnig feriemorgen, hvor der er ro til at sidde med en kop kaffe og læse i de første timer, inden familien så småt begynder at vågne op.

Måske minder det om din ferielæsning? Jeg håber i hvert fald, at også du er blevet tanket godt op med solstråler, hygge og gode læseoplevelser. Kom an hverdag, jeg er klar 😉

Talemåder og ordsprog fra hele verden

I bogen “Talemåder og ordsprog fra hele verden” finder du et sandt skatkammer af humoristiske, kloge, og skæve ordsprog og talemåder. Mere end 9000 ordsprog og talemåder præsenteres alfabetisk, og som læser bringes du verden rundt. Fra Kina til Island, fra Grønland til USA eller fra oldindisk til nudansk.


Jeg har selvfølgelig kigget nærmere på de ordsprog og talemåder, der handler om bøger.


Her er et lille udvalg af dem til dig:

Der er ingen ende på, som der skrives bøger (Bibelen)

En bog uden æselører er sjælden (Latin)

Du kan ikke åbne en bog uden at lære noget (Kina)

Bogviden kan ikke lægges i madskuffen (Island)

Et værelse uden bøger er som et legeme uden sjæl (Latin)

At læse en bog er som at fiske uden krog (Sverige)

En bog er som en have båret i lommen (Arabisk)

En lukket bog er blot en pakke papir (England)

At bygge et folkebibliotek er at bygge et fængsel ned (USA)

Man skal ikke dømme en bog efter titlen (Sverige)

Kast dig selv over bogen og bliv klogere på folkelig filosofi gennem fem årtusinder. Jeg vil slutte med denne skønne talemåde om at læse:

“At læse og ikke forstå er som at pløje uden at så”

Fakta om bogen:
Titel: Talemåder og ordsprog fra hele verden
Forfatter: Ole Kragh
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2017
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Hvordan lærer man at læse?

Læseudviklingens trin

Når et barn lærer at læse sker det i forskellige udviklingstrin. Det første trin i barnets læseudvikling kaldes for logografisk læsning. Her “læser” barnet billederne i en bog og begynder så småt at opdage tekst. Ved den første logografiske læsning fra omkring 5-års alderen øver barnet læsning ved at genkende ordbilleder.

Barnet lærer efterhånden forskellige bogstaver og deres lyde at kende, og bevæger sig derved mod det næste læseudviklingstrin, der kaldes for fonologisk læsning. Ved fonologisk læsning kender barnet bogstavernes form og lyd, og har en forståelse for, at ord er sammensat af bogstavlyde, der tilsammen udgør en ordlyd.

Læsningen bliver mere teknisk, når barnet ved at lydere, sammensætter de enkelte bogstavers lyd til en samlet ordlyd. De fleste, der de seneste år har haft børn i indskolingen, vil , sikkert med et lille smil på læben, kunne gengive sig lyden af et barn, der tålmodigt sammensætter lyde og pludselig som en åbenbaring får en hel ordlyd frem. Det vil som regel være i indskolingen ved 7-8 års alderen, at barnet behersker den fonologiske læsning, men der vil naturligvis være store individuelle forskelle.

Omkring 2. klasse vil barnet nå det trin i sin læseudvikling, der kaldes for ortografisk læsning. Her genkender barnet et stadigt større antal ordbilleder og læseforståelsen øges, efterhånden som læsningen automatiseres.

Lydstøttet læsning

Lyd kan støtte og styrke barnets egen læsning. Et lydspor til teksten i en bog kan give barnet en rigtig læseoplevelse, allerede før barnet selv er i stand til at læse, og støtte barnets egne læsekompetencer, når det møder nye og ukendte ord,så teksten giver rigtig mening.

Der findes efterhånden rigtig mange gode bud på lydstøttede læseoplevelser for børn. Her vil jeg anbefale APP-bøgerne fra DigiLæs Mini og QR-bøgerne fra Fakta-serien, begge fra Forlaget DigTea. Begge serier forener lydstøttet læsning med de faglige læseoplevelser som Faghylden så gerne vil støtte op om.


APP-bøger

Jeg har kigget nærmere på APP-bøgerne “Kender du smådyr”, “Vores solsystem” og “Dinosaurer” fra DigiLæs Mini-serien med henholdsvis et lettal på 7, 10 og 15. Alle tre titler henvender sig til det læseudviklingstrin, der kaldes den logografiske læsning, altså begynderlæseren.


Til hver af bøgerne er der henholdsvis et lydspor og en interaktiv udgave af bogen, som tilgås ved at scanne to forskellige QR-koder først i bogen. Scanner du QR-koden med lydsporet med en smartphone eller tablet, så får du bogen som lydbog.Scanner du derimod QR-koden med den interaktive bog med din iPad, så får du adgang til både billeder, oplæsning og små film.

Min datter på 6 år var meget begejstret for især den interaktive del. Når teksten understøttes af både lyd og billede, så giver det en rigtig god læseoplevelse – også selvom teksten måske er al for svær til selv at læse. Med støtte af lyd og billede fik hun en oplevelse af selv at mestre en ret sej læseoplevelse om store og stærke dinosaurer fra en svunden tid. Samtidig gav opdagelsen af nyt fagligt indhold i bogen om smådyr anledning til at quizze med sig selv.

QR faktabøger

En anden serie, der tilbyder lydstøttet faglig læsning er QR-bøgerne fra Fakta-serien. Faktaserien henvender sig til den mere automatiserede læser fra ca. 7 år til 12 år, som interesserer sig for faglige emner som natur, teknik, sport, dyr og meget andet. Faktabøgerne har også en QR-kode ved bogens begyndelse, som kan scannes med enten smartphone eller tablet, så barnets egen læsning kan støttes af et lydspor.

Vi har læst bøgerne om “Slanger” og “Rumfart”, og det der virkelig løfter bøgerne her er de øvrige QR-koder, man møder som læser undervejs i bogen. Bag dem gemmer der sig små film, der supplerer tekstens indhold. Du kan f. eks. se hvordan en slange spiser et egern eller skifter ham. I bogen om rumfart kan du se små film om opsendelsen af den første danske astronaut Andreas Mogensen eller billeder af rumhunden Laika. Det giver en i øvrigt fin og informativ fagbog med gode billeder en ekstra dimension, så vi havde følelsen af at åbne små poster undervejs.

Din støtte

Læsning med lyd kan støtte og supplere dit barns egen læsning. Rigtig mange børn synes også det er en dejlig oplevelse blot at lytte til forskellige lydbøger uden samtidig at følge med i en tekst , og det har bestemt også stor værdi.

Den vigtigste støtte for dit barns læse- og sprogtilegnelse er naturligvis din. Vis interesse, læs sammen og ved siden af hinanden. Tal om indhold, billeder og sjove nye ord. Spørg til hvilke bøger barnet vælger og hvorfor. Snak om bøger og læseoplevelser.Og vigtigst af alt: vis selv at det er fedt at læse. God læselyst 😉