Tag-arkiv: faglitteratur

Velkommen 2019

Et nyt år står frisk og ubrugt for døren. Det er tid til at lægge planer. Tid til at sætte mål. Tid til at gøre op, om tiden bruges på den rigtige måde.

I lighed med tidligere år, så giver årsskiftet anledning til overvejelser om Faghylden. Giver det mening for mig at skrive – og for andre at læse? Giver det god energi? Gør det mig glad? Og er jeg stadig motiveret for at bruge en masse fritid på læsning, skrivning og hjemmeside-nørderi.

Da jeg så i dag tog billedet her af min søns nyeste målmandstrøje og bogen “Håndboldhistorier med Niklas Landin”, så kom jeg i tanke om, hvorfor det hele egentlig startede. I tankerne var jeg en tur tilbage til august 2015, hvor jeg købte domænenavnet Faghylden.dk, og de første tanker om fagbøger, læseglæde, litteraturformidling, inspiration, motivation og læselyst begyndte at tage form.

Fagbogsserier

“Håndboldhistorier med Niklas Landin” er en del af Carlsens Læsestart, som er en fagbogsserie for begynderlæserne. Niklas Landin fortæller om, hvordan han begyndte at spille håndbold, hvordan det er at spille på landsholdet, og hvad der har været hans bedste kamp indtil nu. Historier og fakta om håndboldstjernen er læsepædagogisk bearbejdet og ledsages af flotte fotos.

Forlaget Carlsen er et godt eksempel på et forlag, der det seneste år med stor succes har lavet spændende fagbogsserier om såvel kvindelige som mandlige håndbold – og fodboldstjerner. Forlaget skriver selv i forordet til bogen om gevinsten ved faglig læsning: “En stor fordel ved faglig læsning er, at man kan finde et emne, der fanger det enkelte barns interesse. Det er især en fordel for de børn, der har svært ved at finde motivation til at læse. Derudover er tidlig faglig læsning med til at styrke barnets forståelse og interesse for fagtekster …”

Litteraturformidling og portaler

Da jeg startede Faghylden, var jeg netop skiftet fra flere års arbejde som lærer i Folkeskolen, til et nyt job i biblioteksverdenen som formidler. Jeg var, og er, dybt taknemmelig for at arbejde med litteratur, læring, vejledning og inspiration hver eneste dag.

Jeg oplevede inspirerende og motiverende litteraturformidling fra kollegaer og interessenter i bog- og biblioteksverdenen, der også gav mig selv lyst til at læse endnu mere. Alligevel så undrede det mig, at fagbøgerne var så dårligt repræsenteret i formidlingen på både hjemmesider, sociale medier, udstillinger og ved kulturelle aktiviteter. Her blev skønlitteraturen massivt formidlet og særligt til børn og unge var fantasy den sikre vej.

Det undrede mig ,at “portalen til bøgernes verden” så ofte blev repræsenteret ved en fantasybog, da jeg i mit tidligere arbejde, så ofte havde set , at netop fagbøgerne og den faglige læsning kunne åbne døre på klem til bøgernes verden – særligt for de børn og unge, hvor disse døre bestemt ikke allerede stod på klem.

Gennem fagbøger om store sportsstjerner, eller måske i første omgang bare gennem læsning af de seneste sportsnyheder, begyndte den første læseglæde at spire. Lige her blev selve meningen med at læse tydelig.

Børns læsevaner

Undersøgelsen “Børns læsevaner 2017” peger på, at børn generelt bruger mindre tid på læsning i fritiden, end de gjorde ved en tilsvarende undersøgelse i 2010. Undersøgelsen har også set nærmere på klassetrin og synet på læselyst. Læselysten falder desværre med alderen, og undersøgelsen peger på, at den største ændring sker mellem 5. og 6. klassetrin, og at det særligt er hos drengene.

Når børnene spørges til, hvad der kunne få dem til at læse mere, så peger de først og fremmest på, hvis de havde mere tid, og hvis skoledagen var kortere. Herefter angiver 46% af de adspurgte “Hvis det var emner jeg interesserede mig for” , 40% svarer “Hvis jeg syntes bedre om at læse” og 32% svarer “Hvis jeg vidste, hvad jeg skulle læse”.

En mangfoldighed af døre på klem

Vi har altså brug for emner der interesserer og motiverer. Bøger man næsten ikke kan holde sig fra. Spændende og vedkommende litteratur med ægte historier, der giver lyst til at læse.

Vi har brug for voksne, der selv er gode rollemodeller og medskabere af en kultur, hvor det er fedt at læse og sejt at vide noget.

Der er heldigvis tusindvis af døre, der kan åbne op for læsningens glæder. Tusindvis af døre man kan liste eller brage igennem for at opleve det fede ved litteratur. Alle os, der arbejder med litteraturformidling, undervisning, læring eller er forældre til børn og unge, har en fælles forpligtigelse til at udpege og åbne en mangfoldighed af døre – det er nemlig ikke så vigtigt præcis, hvilken dør eller portal man passerer, det vigtigste er, at man får lyst til at udforske det, der findes på den anden side.

Et nyt år står frisk og ubrugt for døren. Det er tid til at lægge planer. Tid til at sætte mål. Tid til at gøre op, om tiden bruges på den rigtige måde. Det synes jeg alt i alt den gør – så kom bare an 2019, jeg er klar til at åbne døre på klem 🙂

Faglitterære fortællinger

book-692575_1920

Gennem de seneste år er der en fagbogsgenre, der er vundet særligt frem.

“Den fortællende fagbog”, “Faglige fortællinger”, “Faglitterære fortællinger” eller “Creative nonfiktion”. Forskellige betegnelser, der alle dækker over bøger, der behandler faglige emner gennem en skønlitterær fortællestil.

De faglige emner kan eksempelvis være historiske begivenheder, forbrydelser eller forskning. Fagligt stof, der kan være svært tilgængelig, eller uden bred appel, serveres for læseren gennem et skønlitterært univers. Herved bliver det både underholdende og oplysende fortællinger.

De faglitterære fortællingers kendetegn.

I Nordisk Tidsskrift for Informationsvidenskab og Kulturformidling, nr. 3 fra 2013 fandt jeg artiklen “Faglitterære fortællinger. Hvad gør de, hvad kan de?” af Rune Eriksson. Heri redegør Eriksson for, hvad der kendetegner de faglitterære fortællinger:

  • De gør brug af karakterer som læseren kan indleve sig i.
  • De behandler et fagligt emne, som man bliver klogere af at læse om.
  • De indeholder en handling, der kan aktivere følelser og sanser hos læseren.
  • De er forankret i tid og rum.
  • De indeholder oplysninger, som læseren kan formode er korrekte.

Eriksson sammenfatter det selv således: “På det helt overordnede plan kan faglitterære fortællinger således primært tilbyde læseren to ting: faktuel viden og æstetiske oplevelser”.

Den moderne fagbog?

I en verden, hvor viden er let tilgængelig og alle mands eje, så er de faglitterære fortællinger måske det moderne bud på en fagbog.

I Politiken d. 24. november 2015 skriver Carsten Andersen således under overskriften “I anno 2015 skal også fagbøger skrives som personlige fortællinger”: “…den moderne fagbog har ændret sig i en verden, hvor det meste kan googles på nettet. I dag skal bøger rumme en fortælling, som også serverer alt det faglige stof.”

I samme artikel udtaler L&R-direktør Lars Boesgaard:”Engang var det vigtigt, at man fik en bog, der var den mest omfattende om et emne. I dag er det vigtigere, at det er den rigtige bog om et emne. Det er udvalget af stoffet, der er interessant, og den, der vælger stoffet skal være kapabel og dygtig til at skrive stoffet ind i en fortælling”.

Eksempler på gode faglitterære fortællinger.

Der er udgivet mange gode faglitterære fortællinger de seneste år. Nogle eksempler til inspiration kunne være:

  • “Blekingegadebanden” af Peter Øvig Knudsen, der fortæller om Blekingegadebanden og deres gerninger.
  • “Dr. Zukaroffs testamente” af Peter Lund Madsen, der i fortællende stil gør moderne hjerneforskning klart og tilgængeligt
  • “Mit smukke genom” af Lone Frank, der beskriver forfatterens rejse for at få mere viden om egne gener.
  • “Moonwalk med Einstein” af Joshua Foer, der er en underholdende bog om den menneskelige hjerne og hukommelse.
  • “Hvor solen græder” af Puk Damsgård, der beskriver mennesker og konflikter i det krigshærgede Syrien

Velkommen 2016

Et år lakker mod enden. Traditionen tro er det tid for at gøre status for året, der er gået.

book-1012275_1280

Min motivation

Midt i oktober gik Faghylden i luften, men det var sidst på sommeren, hvor den egentlige ide til Faghylden opstod. Jeg var forundret over, hvor lidt litteraturformidling, der var at finde om den faglitterære genre.

Der var et utal af hjemmesider om fantasy, science fiction, krimi eller young adult, men det var utrolig svært at finde frem til anbefalinger af gode fagbøger til hele familien.

Fagbøgerne står generelt ikke forrest i boghandleren, på biblioteket eller i medierne. Jeg elsker en rigtig god krimi eller en spændende historisk roman, men jeg mener også, at den brede litteraturformidling skal have fokus på fagbogsgenren.

Faglitteraturen kan nemlig være nøglen til læseglæde – især hos mange drenge og mænd. Bøgerne handler om “noget” og pludselig giver læsning mening.

Dette er da også hele min målsætning med at drive Faghylden : At give læseglæde, læsemotivation og læselyst gennem anbefalinger af fagbøger for hele familien.

Proces med små sejre

Det har været en spændende, lærerig og tidskrævende proces at starte sin egen hjemmeside. Det har også været en proces fyldt med små sejre, der har givet gejst og energi.

Som da jeg bestemte mig for navnet “Faghylden.dk” ud af en masse sedler med forslag, der over et par uger var klistret op på mit kontor derhjemme.

Begejstringen, da jeg modtog kvitteringen på køb af mit eget domænenavn, og mærkede det første sus af at have “mit eget”.

Eller da jeg med manualen i hånden opbyggede hjemmesiden helt fra bunden. Jeg føjede nye ord til min personlige ordbog, og mærkede min indre nørd havde en fest.

Da det første plugin blev installeret, det veninde-fabrikerede logo blev sat ind eller da det første indlæg blev offentliggjort, har det hver eneste gang været ledsaget af en sejrsdans herhjemme i stuen.

Fyldt med glæde

For mig er det nemlig kæmpe stort, at der er så mange, der læser med, liker, kommenterer og bidrager. Over 3000 unikke brugere har de første par måneder læst med på anbefalingerne her på Faghylden.

Jeg bliver lige glad hver gang en ny begynder at følge Faghyldens side på Facebook. Især når det ikke engang er én jeg kender – eller endda kender nogen, jeg kender.

Jeg bliver fyldt af taknemmelighed, hver gang jeg modtager en anbefaling af “Min bedste fagbog”. Her i starten har det naturligvis mest været fra mine nærmeste, men det gør mig glad, at de bakker mig op, ved at bidrage med deres personlige anbefalinger.

Jeg glæder mig til året der kommer og alle de bøger der skal anbefales og deles her på Faghylden.

Tusind tak for, at du læste med.