Tag-arkiv: brainy books

Brainy books

Bare så du ved det: Du er hot og med på noderne !

Alt tyder i hvert fald på, at det er populært at læse faglitteratur. Og mon ikke netop du er blandt de mange danskere, der finder glæde ved den faglitterære læsning, siden du nu har forvildet dig ind i et indlæg her på Faghylden.

Jeg har for nylig arvet to bogtillæg fra to vidt forskellige danske aviser. Fra en tidligere kollega overtog jeg bogtillægget “Fagbøger 2018” fra Kristeligt Dagblad, og fra en nuværende kollega arvede jeg Informations Bogtillæg om “Fagbøger”.

Og tendensen af klar: Danskerne er vilde med faglitteratur!

Tendensen understøttes af Slots- og Kulturstyrelsens seneste årsrapport, “Bogen og litteraturens vilkår 2017”. Rapporten konstaterer, at alt i mens antallet af læsere, der ugentligt eller hyppigere læser skønlitteratur, er faldende fra 2010 til 2016, så er antallet af læsere af faglitteratur stigende.

Andelen af kvinder, der læser faglitteratur ugentligt eller hyppigere, er steget med 5,1 procentpoint fra 2010 til 2016, og blandt mændene er stigningen på 5,8 procentpoint.

Brainy Books

Information har i et tema i deres bogtillæg, kastet sig over en af forklaringerne på stigningen i den faglitterære læsning, nemlig de  “Små kloge” eller såkaldte Brainy Books. Direktør og stifter af saxo.com Jørgen Balle definerer brainy books som “…bøger, der gør en akademisk videnskab tilgængelig for menigmand”

I artiklen “Kloge bøger i korte formater er over os”, formidler Morten Madsen desuden følgende fakta om Brainy Books baseret på salgstal fra saxo.com:

  • Salget af Brainy Books (kategorierne populærvidenskab, populærøkonomi og populærfilosofi) er det sidste år steget med 20%
  • Den mest solgte Brainy Book i 2018 er “Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”.
  • Salget af Brainy Books fordeler sig som 4,9% lydbøger, 16% e-bøger og 79,1% bøger.
  • Der er ca. 23 % flere mandlige bogkøbere inden for genren Brainy Books, sammenlignet med antallet af mænd, der køber bøger generelt.

Gode danske brainy-serier

Her på Faghylden har jeg i flere omgange omtalt forskellige gode bud på danske Brainy Books – serier. Særligt Aarhus Universitetsforlag er lykkedes rigtig godt med at formidle tungt akademisk stof i mere overskuelige bidder, uden dog samtidig at gå på kompromis med den faglige kvalitet.

I serien“Tænkepauser” formidler topforskere viden om forskellige temaer på godt 60 sider. En yderst populær bogserie, der i december 2017 rundede ikke mindre end 1000000 udgivelser. Temaerne spænder vidt fra kærlighed og myrer til skurke, Jesus eller håb.

Også deres projekt 100 danmarkshistorier har tidligere været omtalt her på Faghylden. Det er 100 små bøger på 100 sider om danmarkshistorien. Et stort projekt over 8 år, der er støttet af AP Møller Fonden. Jeg har eksempelvis læst om “Rigets runer”, “Struensee” og “Beatlemania”, og jeg er meget begejstret.

Informations Forlag har også fanget tendensen, og har søsat bogserien “Moderne ideer”, der i kort format tager fat på samfundsaktuelle problemstillinger. Redaktør Eva Eistrup udtaler i artiklen “Kloge bøger i korte formater er over os”: “Vi står midt i et paradigmeskift …både forlag og forskere begynder at forstå, at højt intellektuelt niveau godt kan gå hånd i hånd med korte formater, mere samfundsaktualitet og bedre formidling – altså lettere læsbare bøger”.

Publishing phenomen

I England taler man ligefrem om et publishing phenomen. Til The Guardian forklarer Mark Richards, der er forlægger for John Murray Press:  “We’re living in a world that suddenly seems less certain than it did even two years ago, and the natural reaction is for people to try and find out as much about it as possible” Og måske har han en vigtig pointe, når han siger: “People have a hunger both for information and facts, and for nuanced exploration of issues, of a sort that books are in a prime position to provide.”

Med et stort bankende hjerte for den faglitterære læsning og en klar tro på at faglitteratur også kan være kilden til læseglæde og læselyst, så hilser jeg tendensen hjertelig velkommen.

Den seneste læsevaneundersøgelse “Børns læsning 2017” pegede på, at børn læser kortere og mere fragmenteret. Det er vigtigt, at vi har et bogmarked, der kan imødekomme og håndtere den tendens med kloge bøger, der formidler viden med kvalitet og hjerte.

Jeg er sikker på, at de såkaldte Brainy Books er kommet for at blive. Mit ønkse ville være, at flere forlag fandt interesse i også at eksperimentere med formatet til børn, særligt i mellemtrinsalderen, hvor alt peger på, at vi desværre mister rigtig mange læsere. Gode Brainy Books om meningsfulde og relevante emner står højt på min ønskeliste.

Hvis du har fået lyst til at læse mere om emnet og de omtalte undersøgelser, så kan du tjekke disse links:

why-brainy-book-became-publishing-phenonmen

Bogen og litteraturens vilkår 2017

Børns Læsevaner 2017