Tænk vildt

Lille format, hurtigt læst og alligevel med en masse på hjerte. Denne lille sag, “Tænk vildt” af Rane Willerslev, har jeg faktisk tidligere haft lånt med mig hjem i en større stak af fristende nyudgivelser fra biblioteket. Jeg nåede bare ikke at få den læst. Heldigvis stak en god kollega mig den med hjem i går, og da jeg først kom i gang med læsningen, så kunne jeg slet ikke lægge den fra mig igen.

Og lad det være sagt med det samme: jeg synes altså, at han er ret så sej, forfatteren Rane Willerslev. Direktør for Nationalmuseet med en baggrund som professor i social antropologi, direktør for Kulturhistorisk Museum i Oslo og leder af De Etnografiske Samlinger på Moesgaard Museum. Dertil medlem af Eventyrernes Klub med talrige ekspeditioner til Sibirien bag sig.

Det er guddommeligt at fejle

“Tænk vildt” bærer undertitlerne “Det er guddommeligt at fejle” og “En peptalk for en mere nysgerrig tidsånd”, hvilket meget godt rammesætter bogens ærinde: at argumentere for en samfundsforståelse, der belønner nysgerrighed, vovemod og dumdristighed, så vi ikke altid leverer, hvad der bliver sagt, men hvad der giver mening. Kort sagt: en samfundsforståelse, der kan rumme evnen til at tænke vildt.

“Tænk vildt” er opbygget af 19 små kapitler med overskrifter som “Hierakier leverer opad”, “Sjovt for alvor”, “Kaldet frigør de kreative kræfter” eller “Lær (af) at tage fejl – men gør det produktivt”. Bogen igennem præsenteres forskellige vinkler på arbejdet med nysgerrighed, innovation og forandringer, der alle forankres i konkrete cases fra Willerslevs egne ledelseserfaringer.

Målgruppen for “Tænk vildt” er ledere med interesse for organisatoriske dynamikker og medarbejdere i videns-, uddannelses- og kulturinstitutioner, der er nysgerrige på at arbejde med en legende tilgang til kreativitet og innovation.

Magiske cirkler

Med fra læsningen af “Tænk vildt” tager jeg en reminder om, at “fejl , anskuet og anvendt produktivt, kan være en fantastisk kreativ drivkraft”. Det er en vigtig pointe i mange former for lærings-arbejde.

Jeg er også blevet nysgerrig på begrebet “magiske cirkler”, som Willerslev beskriver i bogen. Magiske cirkler er en ide hentet fra et antropologisk feltarbejde hos jukagirerne. Kort fortalt, så suspenderer man i arbejdet med magiske cirkler de eksisterende organisatoriske hierakier , og skaber uformelle rum i den formelle organisationsstruktur, hvor medarbejdernes “kreativitets-reserve” og “ide-overskud”  kan aktiveres. Man giver plads til at lægge rationaliteten, dele viden og lade interessante ting opstå.

Et reservoir af viden

Jeg kan klart anbefale dig, at kaste dig over læsningen af “”Tænk vildt”. Det er en kort og spændende introduktion til Willerslevs tanker om en nysgerrig tidsånd: “..i alt det unyttige, formålsløse og overflødige ligger der et ganske vidunderligt reservoir af viden. Som kan gøres operationel, hvis man ellers er oplært til at vide, at intet af det, man ved, er ligegyldigt.”

Fakta om bogen:
Titel: Tænk vildt
Forfatter: Rane Willerslev
Forlag: Peoples Press
Udgivelsesår: 2017
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen