Sylt med vilde bær og urter

Brombærbuskene dækkes så småt med mørklilla bær og hybenbuskenes grene tynges af plukkemodne orangerøde frugter. Savner du inspiration til, hvordan naturens skatkammer kan høstes, nydes og kommes på glas, så er bogen ”Sylt med vilde bær og urter” et rigtig godt bud.

I ”Sylt med vilde bær og urter” præsenteres en række af Danmarks vilde bær og urter med beskrivelse, voksested, familie, høsttidspunkt og mulighed for forveksling. Du kan læse om blåbær, hindbær eller hyld, som du ganske sikkert allerede kender, eller blive inspireret til at prøve noget helt nyt med eksempelvis strandkvan eller bukketorn.

Ved hver plante giver forfatteren forslag til opskrifter, der illustreres med fotos. Der præsenteres i alt 67 opskrifter på alt fra hvidtjørnesaft og korbærmarmelade til revlingegele og sødskærmsennep.

Du kan desuden læse et kapitel om syltningens historie, få tips til sankningen, samt en gennemgang af de forskellige tilberedningsmetoder. Syltning er nemlig, i følge bogen, en fællesbetegnelse for flere forskellige tilberedningsmetoder, og dermed også så forskellige produkter som gele, chutney, kompot eller relish.

”Sylt med vilde bær og urter” er indbydende og enkel. Den er let at gå til og i et format, du kan tage med dig ud på høst, hvad enten du sanker bær og urter ved stranden, i løvskoven eller på heden.

Fakta om bogen:
Titel: Sylt vilde bær og urter
Forfatter: Birgit Kristiansen og Lars Norman
Forlag: GYldendal
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen