Serie om store dyr

Letlæste bøger om dyreverdenens giganter

Forlaget Flachs har lavet en god fagbogs-serie om “Store dyr”. Den indeholder titler som Delfin, Elefant, Flodhest, Tiger, Haj, Isbjørn, Gorilla og flere andre.

Serien henvender sig både til de små børn som oplæsningsbog og til de mindste læsere i 1.-2. klasse. Bøgerne er læseteknisk bearbejdet, så de fremstår både indholdsmæssigt og grafisk klart. Den læsevenlige tekst er ledsaget af flotte farvestrålende fotos.

Til hver titel i serien knytter der sig et antal opgaver til fri afbenyttelse. De kan hentes via linket her: http://flachs.dk/store-dyr/

Alligator på besøg

Vi har haft alligatoren på besøg hjemme hos os – i hvert fald i bogform! Bogen om alligatorer har et lix-tal på 20.

alligator

Hos os var det til stor fornøjelse, at den store læste højt for den lille. De farvestrålende fotos emmer af fare, bevægelse og bringer os helt tæt på. De opfordrer til dialogisk læsning og bringer samtalen om de læste fakta i spil.

Nu ved vi f. eks, hvad forskellen er på en krokodille og alligator, og at en alligator kan veje det samme som en hest – vildt ikke ? Vil du og dine børn også gerne vide mere, så prøv at kaste jer over serien “Store dyr”.

Fakta om bogen:
Titel: Alligator
Forfatter: Stephanie Turnbull
Forlag: Flachs
Udgivelsesår: 2015
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen