Septemberbøger

Som du måske har set, så deltager Faghylden i bibliotekernes septemberleg på Instagram. Hver dag i september er der en ny fotoudfordring, hvor du kan dele et billede og tagge det septemberbøger. Det er eksempelvis “Den bog du læser lige nu”, “Din ældste bog” eller “En bog du glæder sig til at læse”. Du kan se oversigten med en overskrift for hver dag i september herunder:

septemberbøger

Jeg synes #septemberbøger er en sjov leg, der spreder læseglæde og læseinspiration i hverdagen.Ofte får de sociale medier skyld for at sprede dårlige historier, understøtte mobning, hænge folk ud og meget andet. Men lige præcis her er der, efter min mening, et rigtig godt eksempel på, hvad det er de sociale medier – her Instagram – kan.

Pludselig er vejen mellem mennesker ikke så lang. Jeg inspireres af et forlag i København , et bibliotek på Fyn eller en anden læsehest, jeg ikke kender, fra Nordjylland. Jeg får ideer til helt nye bøger, jeg gerne vil læse, eller mindes om gode læseoplevelser, jeg helt havde glemt.

Billedet her er mit bud på dagens udfordring: “Din ældste bog”. Det er H.C. Andersen “Eventyr og historier” i 2 bind fra 1926 som jeg har arvet fra min mormor. De bærer præg af 90 års brug, og det er da fantastisk at forestille sig, hvordan de gennem generationer har leveret gode fortællinger for store og små.

Måske har du også fået lyst til at lege med og dele dine læseoplevelser ? Du kan sagtens hoppe på undervejs.