Moonwalk med Einstein: Kunsten at huske alt

“Moonwalk med Einstein” er en faglitterær fortælling om journalisten Joshua Foer, der skal dække de amerikanske mesterskaber i hukommelse.  Til mesterskaberne dyster såkaldte mentale atleter i forskellige hukommelsesøvelser.

En af deltagerne  overbeviser Joshua Foer om, at det ikke kræver fotografisk hukommelse eller særlige evner at stille op. Det er i stedet et spørgsmål om teknik og forståelse for, hvordan hukommelsen virker. Derfor er det i princippet noget alle vil kunne gøre.

Joshua Foer beslutter, som et eksperiment, at tilmelde sig til mesterskaberne året efter. Læseren tages herefter med på Foers rejse i eksperimentet, og introduceres til hukommelseskunsten – at lære at huske.

albert-einstein-1100450_1280

“Moonwalk med Einstein” belyser hukommelse i et historisk perspektiv og som en kulturbærer, der rækker langt tilbage. Vi hører om gamle hukommelsesteknikker som eksempelvis hukommelsespaladset. Krydret med personlige eksempler og anekdoter får vi et indblik i hjernens funktioner, IQ og hukommelsens historie.

Jeg har lyttet til “Moonwalk med Einstein” som lydbog  indtalt af Mikkel Bay Mortensen via bibliotekernes tjeneste e-reolen. Det var en både oplysende og underholdende oplevelse, der førte mig gennem hjernens og hukommelsens mangfoldige univers.

Fakta om lydbogen:
Titel: Moonwalk med Einstein
Forfatter: Joshua Foer
Forlag: AV-Forlaget Den Grimme Ælling, Oplæser: Mikkel Bay Mortensen
Udgivelsesår: 2012
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen