Mit grønne køkken

“Mit grønne køkken: mere grønt i hverdagen – helt enkelt” er fyldt med inspiration til dig, der gerne vil have mere grønt ind i dine måltider.

grønne køkken

Forfatteren Ditte Ingemann skriver i forordet, at hun med bogen her gerne vil slå et slag for at give grønsagerne hovedrollen i vores måltider. Bogen giver 80 bud på retter med det grønne som omdrejningspunkt. Opskrifterne er opdelt i afsnit om morgenmad, salater, lune salater, supper, hovedretter og tilbehør. Bagerst i bogen er der en sæsonguide, samt en guide til, hvilken type kød, der passer bedst til opskrifterne.

Ditte Ingemann er bachelor i ernæring og sundhed. Hun har flere kogebogsudgivelser bag sig, eksempelvis “Sunde søde sager fra The Food Club” eller “Salater fra The Food Club”. Begge henviser til navnet på hendes blog, som du selv kan se nærmere på her: The Food Club

Bogens opskrifter kan laves på 30-40 minutter, så den kan fungere fint som inspiration til den travle familie, der ønsker grøn fastfood. Alt i alt synes jeg, at bogen lykkes rigtig godt med at give læseren lyst til at gå på opdagelse i det grønne køkken. Den står stærkt i sit enkle udtryk og den er indbydende med lækre fotos, der præsenterer de grønne råvarer på bedste vis.

Fakta om bogen:
Titel: Mit grønne køkken. Mere grønt i hverdagen//helt enkelt
Forfatter: Ditte engemann
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2015
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen