Mit år som dansker

Helen Russell er succesfuld redaktør på et magasin i London, hvor hun lever en stresset tilværelse med lange arbejds – og transporttider.

Hendes mand får tilbudt job hos LEGO i Danmark, så hun beslutter, at bryde op, følge med og give sig selv et år i Danmark.

Hun vil forsøge at finde årsagerne til , at Danmark står øverst på listen fra Office of National Statistics over verdens lykkeligste nationer  og på Europa-Kommissionens liste over trivsel og lykke. Endda en position Danmark har fastholdt i hele 40 år i træk.

Hvad er det, der er så særligt i Danmark ? Er danskerne ganske enkelt født lykkelige ? Og hvad er egentlig opskriften på den danske lykke ?

imagegen.ashx

Det er altid sundt og lærerigt at træde et skridt til siden og se på sig selv udefra. I “Mit år som dansker – På jagt efter hemmeligheden bag verdens lykkeligste nation” , der i øvrigt er udgivet i 8 forskellige lande, bringes læseren på underholdende vis gennem iagttagelser af danskere og danskhed set udefra.

Iagttagelser af den danske hygge, danskernes afslappede livsstil , danske børn som heldige kartofler, det danske køkken og hele vores samfundsstruktur. Men også iagttagelser af små finurligheder som de danske flagregler, affaldssortering, hekse flyvende til Bloksbjerg, kagebagende mænd og underlig lakrids.

Bogens bud på den bærende ingrediens i den danske opskrift på lykke er tillid. Men læs selv mere i ” Mit år som dansker” og find frem til de øvrige ingredienser.

Fakta om bogen:
Titel: Mit år som dansker
Forfatter: Helen Russell
Forlag: Turbine
Udgivelsesår: 2015
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen