Min historie

Anbefalet af Jes Graugaard-Jensen

Anbefalet af Jes Graugaard-Jensen

Jeg er kæmpe Liverpool-fan. Jeg er også kæmpe fan af Steven Gerrard, der, med over 700 kampe for Liverpool og 114 landskampe for England, er en af de mest populære og beundrede fodboldspillere i nyere tid af både fans, med – og modspillere. Derfor var det med stor glæde og forventning, jeg startede læsningen af Steven Gerrards nye selvbiografi “Min historie”

“Min historie” er Steven Gerrards egen fortælling om en stor fodboldkarriere. Bogen tager sin begyndelse søndag d. 27. april 2014, hvor Liverpool netop har tabt en afgørende kamp til Chelsea om det engelske mesterskab. Et nederlag, hvor Steven Gerrard har en uheldig rolle, og hvor en stor drengedrøm desværre ikke går i opfyldelse. Det engelske mesterskab bliver nemlig en af de store sejre, som Steven Gerrard aldrig vinder, i en ellers stor karriere.

At blive en stor fodboldspiller – og i særdeleshed en stor fodboldspiller for Liverpool- har været en drøm for Steven Gerrard, lige siden han var en helt lille dreng. I “Min historie” fortæller Gerrard om rejsen fra han, som lille dreng løber på Ironside Road, og forestiller sig, at han er John Barnes, til han d. 24. maj 2015 takker af som verdensberømt fodboldspiller for Liverpool.

Læseren hører om drengedrømmen , der går i opfyldelse, karriereforløbet, arbejdet med at præstere hver eneste dag, kammeratskabet og holdånden, anførerrollen og det store arbejde , der foregår bag kulisserne. De store triumfer som Gerrard har oplevet gennem en lang karriere beskrives naturligvis også fra nærmeste hold.

Bogen er et must-read for enhver Liverpoolfan, men også interessant læsning for alle andre med fodboldinteresse. Noget af det, der har gjort størst indtryk på mig ved læsningen af “Min historie”, er den store dedikation Steven Gerrard har til klubben livet igennem. Den meget personlige fortælling om at have tabt sit hjerte til fodboldspillet og at være så stærkt knyttet til sin barndomsklub, at selv ikke Europas største klubber og mange millioner kan lokke en væk.

Fodbold er en sport, hvor penge får større og større magt, derfor er det vigtigt for sporten, at der fortsat er spillere, der har hjertet med. Steven Gerrard er en fodboldspiller af en støbning, som man ikke ser mange af længere. Han nærer en sand lidenskab for spillet. Han er en legende.

Fakta om bogen:
Titel: Min historie
Forfatter: Steven Gerrard
Forlag: Peoples Press
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Jes Graugaard-Jensen