Min bedste læsetid

Vi har passeret den første oktober, og udover kolde morgener med frosne fingre, eller mørkere aftener med lyst til stearinlys, så betyder det også, at biblioteket, hvor jeg arbejder, igen har åbent om søndagen.

Og er det så ikke irriterende sådan at skulle afsted på arbejde en gang i mellem om søndagen? Næ – faktisk ikke. Der hviler altid sådan en dejlig ro over søndagsstemningen på biblioteket. Folk er afslappede og har god tid til turen på biblioteket. De er altid meget taknemmelige for den hjælp de får til at finde bøger, downloade en lydbog, printe en festsang, bestille en videnskabelig artikel eller noget helt andet. Men det er nu i øvrigt det fantastiske ved mit arbejde året rundt – og ikke blot om søndagen.

En anden god ting ved søndagsvagterne, er, at jeg så har fri fredagen før og fredagen efter. I dag er fredagen efter en søndagsvagt, og jeg elsker simpelthen sådan en fredag, for den står nemlig altid i læsningens tegn.

Der har været tid til en tur tilbage under den varme dyne med et kapitel fra Brinkmanns nye bog “Ståsteder”. Efter en skøn løbetur i skoven med rusk til både tanker og kinder, så har jeg nu fundet mig til rette på min yndlingslæseplads med en god kop kaffe og en ny bog om “Literacy”, som jeg lige fik med hjem fra biblioteket i går.

Så var det, at det slog mig, at det her simpelthen er min bedste læsetid. Der er kaffe i koppen, lidt sving i gyngestolen, det blæser lidt udenfor og jeg nyder den sidste ro til en læsestund inden weekenden står i familiens tegn.

Du har ganske sikkert også en læsetid, der for dig er den bedste.

God weekend og god læselyst.