Matematik i bevægelse

Er du matematiklærer i indskolingen? Så er der god inspiration at hente i bøgerne fra Special-Pædagogisk Forlag om matematik i bevægelse.


Skolereformen stiller krav om mere bevægelse i undervisningen, og der er god hjælp at hente til både leg og aktivitet for de mindste skolebørn i bøgerne “Matematik i bevægelse i indskolingen” og “Matematik i bevægelse 2 i indskolingen med fokus på geometri”.

Forfattere til begge bøger er Louise Bach Jeppesen og Anne-Christine Weber. Jeg har haft bogen om “Matematik i bevægelse 2 i indskolingen med fokus på geometri” med hjemme fra biblioteket. Som gammel matematiklærer er jeg altid interesseret, når vi får nye bøger på bibliotekets hylder, der forener leg og læring i matematikkens univers.

Bogen giver forslag til aktiviteter indenfor de 5 emner: tal, addition og subtraktion, multiplikation, geometri og måling, og læseren præsenteres for hele 50 konkrete forslag til lege og aktiviteter.

Hver aktivitet har sit eget opslag med en overskrift, en faktaboks med angivelse af materialer, antal og forberedelse, en beskrivelse af “Sådan gør du”, samt forslag til variation. De fleste aktiviteter er desuden  ledsaget af et foto af aktiviteten, hvor børn fra en 1. klasse er i fuld gang. Du kan hente inspiration til eksempelvis Taltrold, Plusløb, Gangebroen,  Figurfange eller måske Kroppen som lineal.

Hensigten er ,at aktiviteterne ikke er forberedelsestunge, og det synes jeg, at forfatterne er lykkedes ret godt med. Bogen er enkel i sin opsætning og let at gå til. Et nemt idekatalog, lige ved hånden, og nem at slå op i til bevægelsestid med matematisk indhold.

Fakta om bogen:
Titel:Matematik i bevægelse i indskolingen
Forfatter:Louise Bach Jeppesen og Anne-Christine Weber
Forlag:Special-pædagogisk forlag
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen