Kurs mod fjerne kyster

Er du trofast seer på “Kurs mod fjerne kyster”, programrækken der følger jordomsejlingen med skibet Havana, så vil bogen “Hej Far, Kære Emil” lige være noget for dig.

Hej Far Kære Emil

I sommeren 2013 drager brødrene Theis og Emil ud på en 3 år lang jordomsejling på skibet Havana. I bogen “Hej Far, Kære Emil” er de, efter 2 års sejlads,  nået halvvejs på jordomsejlingen, og befinder sig i den nordlige Vavaù-gruppe i Tonga.

Her mødes Emil Midè Erichsen med sin far Mikkel Beha Erichsen på en lille palmeø til en snak om ansvar, tvivl, oplevelser, livet, lykken og alt det andet, man møder, når man som skipper begiver sig ud i det ukendte. Rejsebeskrivelser, dagbøger og e-mails danner rammen for samtalen mellem far og søn.

Bogens kapitler bevæger sig kronologisk gennem rejsen. Læseren stævner med ud fra Danmark til Tenerife, over Atlanten til Caribien og Mellemamerika, videre ud på Stillehavet til Polynesien og slutter med mødet på en ø i kongedømmet Tonga. Bogen igennem ledsages teksten af smukke farvemættede fotos, der puster kærligt til enhver læsers udlængsel.

Som der står på bogens omslag, så er “Hej Far, Kære Emil” en bog “om at gøre sine drømme til virkelighed, om at være far, søn, brødre og familie”. Det er nemlig både en rejsebeskrivelse med lækre fotos og samtidig en sympatisk samtalebog om livet. For mig var læsningen af “Hej Far, Kære Emil” en både varm, nærværende og tankevækkende oplevelse.

Fakta om bogen:
Titel: Hej Far, Kære Emil
Forfatter: Mikkel Beha og Emil Midé Erichsen
Forlag: Forlaget Havana
Udgivelsesår: 2015
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen