Kategoriarkiv: Mad og drikke

Her finder du gode fagbøger om gastronomi.

Danskernes mad

I “Danskernes mad” får du et portræt af den danske madkultur. Ikke det vi siger, vi spiser, men det, vi i virkeligheden spiser. Bogen er nemlig baseret på data fra analysevirksomheden Nielsen, der registrerer alle de varer, vi putter i indkøbskurven i de danske supermarkeder.

Bogens forfatter er tv-vært og forbrugerekspert Anne Glad. De fleste vil nok kende hende fra tv-programmet “Kender du typen”. Hun konstaterer således i bogens forord: “Det nye nordiske køkken har været i vælten, og vi har grund til at være stolte af vores traditioner for fødevareproduktion. Men danskernes reelle madforbrug hjemme hos os selv har ikke ret meget med det nordiske køkken at gøre. Vi spiser mindre grønt, mere forarbejdet mad, mere salt, mere raffineret sukker.”

Lys over danskernes mad

“Danskernes mad” kaster gennem 11 afsnit et bredt lys på den danske madkultur. Først kan læseren blive klogere på danskernes forhold til supermarkedet, og det danske kulturfænomen, Tilbudsavisen, som vi er vokset op med siden 1970-erne. Herefter rundes frugt og grønt, kød, mejeriprodukter, færdigretter og alle elementerne af den klassiske hygge : kage, kaffe, fredagsslik, chips og alkohol. Bogen afsluttes med forfatterens ti bud på danskernes madkultur i nutiden.

Realisme i debatten om madkultur

“Danskernes mad” er underholdende læsning. Det slår en undervejs, hvor meget mad – og madforbrug siger om kultur og mennesker. Bogen er på ingen måde missionerende, men har til hensigt at bringe lidt realisme ind i debatten om den danske madkultur.

Vidste du eksempelvis:

  • at danskerne gennemsnitligt bruger 9,9% af deres rådighedsbeløb på mad
  • at 2 ud af 3 bruger en indkøbsseddel
  • at danskerne i 2017 foretog indkøb for 76,8 mia. kr. Heraf blev 8 mia. kr. brugt på økologi.
  • at danskerne sidste år købte roulader, formkager, kanelgifler og lignende for 807 mill. kr.
  • at Tilbudsaviserne deler vandene, idet halvdelen af de danske husstande i januar 2017 sagde Nej Tak til reklamer.
  • at danskerne bruger næsten lige så mange penge på slik og chokolade, som vi bruger på frugt og grønt.
  • at den absolutte topscorer på danskernes bland-selv-slik top 10 er de gul-orange sukkerovetrukne vingummier, kaldet Ferskner. Andenpladsen går til Chokofanterne.
  • at tre ud af fire voksne danskere drikker kaffe. I gennemsnit 4 kopper om dagen.
  • at flere seje kvinder i starten af det 20. århundrede spillede en stor rolle for mange danske fødevareklenodier

Underholdning og fakta

“Danskernes mad” af Anne Glad kan læses som underholdning med fare for at få udvidet sit blik på den danske madkultur. Den kan også fint anvendes som kildegrundlag ved opgaveskrivning om danskernes indkøbsvaner og madkultur.

Imens jeg har skrevet dette indlæg har jeg drukket 1 kop pulverkaffe med mælk og spist to småkager, men sig det ikke til nogen. Nu vil jeg lukke ned, køre i supermarkedet og fylde indkøbskurven. Tror ikke jeg undgår at skæve lidt til de andres indkøbskurve i dag.

Fakta om bogen:
Titel: Danskernes mad
Forfatter: Anne Glad
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2017
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Mit vildeste måltid

Mine måltider

Bogen her bragte mig tilbage til min farmors lille hyggelige køkken. En meget lille dame, der med stor sejhed rørte pandekagedejen rundt i vilde sving i et lerfad. Duften af pandekager, der bredte sig, den spruttende lyd fra komfuret og den helt specielle duft fra spisekammeret, hvor glas med lækker hjemmelavet marmelade stod i rækker.

Læsningen sendte mig ligeledes afsted til en regnfuld aften, varm som en sauna, i det sydlige Brasilien på en tvivlsom familierestaurant med det møreste kød og en fantastisk sovs fyldt med kulsorte bønner.

19 forskellige vilde måltider

I bogen “Mit vildeste måltid” får du serveret 19 vidt forskellige mænds fortællinger om 19 lige så vidt forskellige vilde måltider.

Du kan læse om Knud Romer, der som barn fik en ganske særlig wienersnitzel hos sin mormor, eller om Jens Jørn Spottag, der ændrede syn på mad og vin efter en fransk lammeret i Aarhus. Du kan også læse om Allan Olsens asiatiske afskedsmiddag, hvor han er ved at brænde op indvendigt efter mødet med retten “deviled eggs”, eller Mads Nissens oplevelser med en grisefest i Amazonas.

Det er de 19 mænds helt egne fortællinger,og det personlige understreges af de medvirkendes egne private fotos. Hver fortælling ledsages desuden af en opskrift. Det er Claus Henriksen, køkkenchef på Dragsholm Slot, der har genskabt opskrifterne på eksempelvis khinkali, powersuppe, deviled crab eller tagine med lam.

Det handler om meget mere end mad

Bogens forord leveres af madskribenten Lars Bjerregaard, der meget rammende iscenesætter de personlige madfortællinger således: “Jeg tror, at fordi det vildeste måltid handler om så meget andet end maden på tallerkenen, husker vi det. Og det er også derfor, at historien om netop det måltid er værd at fortælle. Om det så er blandt blodtørstige pelsjægere i Sibirien, i en hytte på en vandretur i de norske fjelde, eller på bagsædet af en udtjent bus i Mali. Eller omkring et slidt spisebord på Mols.”

Netop derfor, så er bogen her meget mere end bare en kogebog. Jeg siger velbekomme og god rejse tilbage til netop dit  vildeste måltid.

Fakta om bogen:
Titel: Mit vildeste måltid
Forfatter: Lars Birk (red)
Forlag: Spacecraft
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Meyers salater året rundt

Salater året rundt -kan man det? – og så sådan en mørk og kold decemberdag?

Med vanlig sans for flotte billeder og lækre opskrifter, så overbeviser Meyer mig  i bogen “Meyers salater året rundt” endnu en gang – selvfølgelig kan man det!


Bogen indledes med forord af Claus Meyer selv. Herefter følger otte små afsnit under hovedoverskriften “Den gode salat”. Her får læseren gode råd til at få salaterne til at lykkes, og få det bedste frem i alle salatskålens ingredienser. Der er tips til dressinger, olier og eddiker, køkkenremedier, salattyper og tilsmagninger.

Herefter følger bogens opskrifter, der er opdelt i forår, sommer, efterår og vinter. Til hver opskrift er der et indbydende billede, kort indledende tekst, fremgangsmåde, samt ingredienser. Opskrifterne er til 4 personer, naturligvis med sæsonens friske råvarer.

Bagerst er et ekstra-afsnit med opskrifter på det ekstra pift til salaten f. eks. rugknas, hvedebrødschips, hindbærstøv, ramsløgkapers eller syltet citronskal.

Og hvad kan man så servere i salatskålen en kold decemberdag? Hvad med andesalat med rødvinssyltede kvæder, julesalat og mandarin eller måske safransyltet torsk og gule beder med æg, karse, bacon og sennep. Der er rig inspiration at hente i “Meyers salater året rundt, der ganske enkelt er en lækker bog med flotte billeder og flot opsætning.

Fakta om bogen:
Titel: Meyers salater året rundt
Forfatter: Meyers Madhus
Forlag:Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen