Kategoriarkiv: Kunst og kultur

Her finder du gode fagbøger om kunst og kultur.

VerdensVis London

Big Ben, Buckingham Palace, Bond Street, Soho, Hyde Park, Trafalger Square. Listen er uendelig af spændende seværdigheder i London.

Måske har du også gæstet London flere gange ? – både som barn, ung eller voksen? Måske har du set alle de gængse seværdigheder og travet de mest traditionelle mil i den britiske hovedstad? I så fald er bogen “VerdensVis London” ganske givet noget for dig.

Anderledes rejseguide

“VerdensVis London” er skrevet af Trine Østergaard, der er tidligere lektor i engelsk og nu arbejder som projektleder på forlaget Systime. Hun har boet og arbejdet i London, og besøgt byen et utal af gange. Trine Østergaard savnede selv en rejseguide, der ikke blot formidlede de mest almindelige seværdigheder, men gravede et spadestik dybere og præsenterede en ny og anderledes indgang til verdensbyen.

Målgruppen for “VerdensVis London” er “…dig, der bliver ved med at vende tilbage til denne skønne by, og som vil se og opdage nye sider af London”. Bogen er udgivet på Forlaget Filo, der har været så søde at sende mig et eksemplar .

Walks&Talks

“VerdensVis London” er opbygget af kapitlerne “London below”, “Det litterære London”, “Londons verdensarv”, “James Bonds London” og “Krigens London”. Hvert af kapitlerne indledes med en generel introduktion til temaet, et kort over gåturen, samt en udførlig beskrivelse af, hvad der møder dig på din vej.

Beskrivelserne forholder sig både til de historiske seværdigheder, du møder, men krydres også med forslag til en frozen youghurt til at stille lækkersulten, en lækker bagel fra Beigel Bake, en martini i Bonds fodspor eller forslag til hyggelige cafeer og gode steder at nyde en pint.

I alt byder “VerdensVis London” på 14 forskellige gåture , eller Walks&Talks, af 1½ – 2 timers varighed. Du kan gå en tur mod øst eller vest og opleve Londons liv under de travle gader, du kan søge til det naturskønne Hampstead , ligesom romantikkens digtere gjorde det, eller følge i det historiske fodspor af Charles Dickens eller Virginia Woolf. Du kan også tage en eftermiddag i James Bond universet eller dykke ned  i Churchills London. Mulighederne spænder vidt og der er noget for enhver smag.

På bogens sidste sider finder du anbefalinger til kaffebarer, cocktailbarer, pubber og gode spisesteder.

I kufferten

I “VerdensVis London” formidler Trine Østergaard de personlige tips og ideer til skønne traveture i storbyen. Det er de tips, som du ikke lige finder i en helt almindelig rejsebog, og de unikke ture, som du ofte kun kommer på, hvis du er selskab med nogen med et indgående personligt kendskab til byens små hjørner og stræder.

Jeg vil pakke bogen her i kufferten næste gang jeg besøger London. Formidlingen er personlig og nærværende. Jeg mangler lidt mere systematik i bogens opbygning, så man som læser nemmere kan danne sig et overblik over, hvor beskrivelserne af de enkelte ruter starter og slutter, men har du først fundet en gåtur, der passer på dig, så er det bare at købe flybilletten, pakke de gode travesko og tage “VerdensVis London” med dig under armen.

Jeg giver ofte de bøger jeg har læst videre til andre. Jeg kan godt lide tanken om at dele læseglæden, i stedet for at lade bogen blomstre på min bogreol. Men lige den her, den holder jeg altså på lidt endnu. Særligt de fire forskellige litterære Walk&Talks har jeg virkelig fået lyst til at kaste mig ud i, næste gang jeg gæster verdensbyen London.

Fakta om bogen:
Titel: Verdensvis London
Forfatter: Trine Østergaard
Forlag: Forlaget Filo
Udgivelsesår: 2018
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Tænk vildt

Lille format, hurtigt læst og alligevel med en masse på hjerte. Denne lille sag, “Tænk vildt” af Rane Willerslev, har jeg faktisk tidligere haft lånt med mig hjem i en større stak af fristende nyudgivelser fra biblioteket. Jeg nåede bare ikke at få den læst. Heldigvis stak en god kollega mig den med hjem i går, og da jeg først kom i gang med læsningen, så kunne jeg slet ikke lægge den fra mig igen.

Og lad det være sagt med det samme: jeg synes altså, at han er ret så sej, forfatteren Rane Willerslev. Direktør for Nationalmuseet med en baggrund som professor i social antropologi, direktør for Kulturhistorisk Museum i Oslo og leder af De Etnografiske Samlinger på Moesgaard Museum. Dertil medlem af Eventyrernes Klub med talrige ekspeditioner til Sibirien bag sig.

Det er guddommeligt at fejle

“Tænk vildt” bærer undertitlerne “Det er guddommeligt at fejle” og “En peptalk for en mere nysgerrig tidsånd”, hvilket meget godt rammesætter bogens ærinde: at argumentere for en samfundsforståelse, der belønner nysgerrighed, vovemod og dumdristighed, så vi ikke altid leverer, hvad der bliver sagt, men hvad der giver mening. Kort sagt: en samfundsforståelse, der kan rumme evnen til at tænke vildt.

“Tænk vildt” er opbygget af 19 små kapitler med overskrifter som “Hierakier leverer opad”, “Sjovt for alvor”, “Kaldet frigør de kreative kræfter” eller “Lær (af) at tage fejl – men gør det produktivt”. Bogen igennem præsenteres forskellige vinkler på arbejdet med nysgerrighed, innovation og forandringer, der alle forankres i konkrete cases fra Willerslevs egne ledelseserfaringer.

Målgruppen for “Tænk vildt” er ledere med interesse for organisatoriske dynamikker og medarbejdere i videns-, uddannelses- og kulturinstitutioner, der er nysgerrige på at arbejde med en legende tilgang til kreativitet og innovation.

Magiske cirkler

Med fra læsningen af “Tænk vildt” tager jeg en reminder om, at “fejl , anskuet og anvendt produktivt, kan være en fantastisk kreativ drivkraft”. Det er en vigtig pointe i mange former for lærings-arbejde.

Jeg er også blevet nysgerrig på begrebet “magiske cirkler”, som Willerslev beskriver i bogen. Magiske cirkler er en ide hentet fra et antropologisk feltarbejde hos jukagirerne. Kort fortalt, så suspenderer man i arbejdet med magiske cirkler de eksisterende organisatoriske hierakier , og skaber uformelle rum i den formelle organisationsstruktur, hvor medarbejdernes “kreativitets-reserve” og “ide-overskud”  kan aktiveres. Man giver plads til at lægge rationaliteten, dele viden og lade interessante ting opstå.

Et reservoir af viden

Jeg kan klart anbefale dig, at kaste dig over læsningen af “”Tænk vildt”. Det er en kort og spændende introduktion til Willerslevs tanker om en nysgerrig tidsånd: “..i alt det unyttige, formålsløse og overflødige ligger der et ganske vidunderligt reservoir af viden. Som kan gøres operationel, hvis man ellers er oplært til at vide, at intet af det, man ved, er ligegyldigt.”

Fakta om bogen:
Titel: Tænk vildt
Forfatter: Rane Willerslev
Forlag: Peoples Press
Udgivelsesår: 2017
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Billedfortælleren Svend Otto S

“Hans billedverden er blevet en indflettet del af en generations elementære tilværelse”. Således skrev Ib Spang Olsen, da Svend Otto S modtog H.C. Andersen Medaljen i 1978. Som jeg bladrer i bogen “Billedfortælleren Svend Otto S”, så støder jeg da også igen og igen på illustrationer til mange af min barndoms store fortællinger.

Der er omslagstegningen til Cecil Bødkers “Silas og den sorte hoppe”, illustrationer fra Peter Fabers “Sikken voldsom trængsel og alarm” eller akvarel og tuschpen af den gæve “Taxa- Hunden Jesper”. For slet ikke at tale om alle eventyr-illustrationerne. H.C. Andersens “Den grimme ælling”, “Den lille pige med svovlstikkerne” og den smukke “Hyrdinden og skortsensfejeren”. Eller Grimms “Ulven og de syv gedekid”, “Den bestøvlede kat” eller “Rødhætte”.

En stille stund med denne smukke bog bringer minder og genkendelsens glæde frem. Især illustrationerne til H.C. Andersen og Brødrene Grimm frembringer i den grad den billedlige udgave af min barndoms eventyrunivers.

I år er det 100 år siden Svend Otto S blev født, og i den anledning er hans døtre, Annette og Kristin Wiborg, dykket ned i et imponerende arkiv, for at lade ham selv fortælle i tekst og billeder. Bogen præsenterer en omfattende produktion af bogomslag og illustrationer til bøger af forfattere som Astrid Lindgren, Charles Dickens, Herman Bang og Martin A. Hansen. Desuden præsenteres en masse smukke tegninger af gamle danske træer. Træer var nemlig Svend Ottos helt store passion, der med egne ord havde træmani.

Bogen indledes med forord af de to døtre, og herefter følger fjorten afsnit, hvor primært Svend Otto S. selv er fortælleren. Der er også afsnit af Christian Kaaber, Søren Vinterberg, Kirtsen Bystrup og Ib Spang Olsen. Bogen afsluttes med en biografisk oversigt.

Bogen leverer et sandt bombardement af smukke illustrationer til læseren. Samtidig beskriver bogen med tekst et livsforløb og en dedikation. For læseren møder bestemt også en illustrator med noget på hjerte: “Som billedfortæller behøver vi ingen oplæser. Vi kan tale direkte til barnet, vi kan more det, gøre det trygt, angst, bevæge det, lære det om natur og stemninger, give det grunden til billedforståelse og forhåbentlig også en norm for en smuk bog. Det er jo også fremtidens læsere, vi taler til…”

Jeg kan klart anbefale dig at tage en stille stund med denne smukke biografi om en billedbogsillustrator, der har sat sig betydelige spor.

Fakta om bogen:
Titel: Billedfortælleren Svend Otto S.
Forfatter:Annette og Kristin Wiborg
Forlag:Gyldendal
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen