Kategoriarkiv: Voksen

Her finder du alle faghyldens anbefalinger af fagbøger for voksne.

Gå-bogen

Sikke et skønt efterårsvejr vi har været beriget med. Mon du også har holdt nogle feriedage og nydt at gå en tur i en solbeskinnet skov klædt i efterårsfarver? Mærket pulsen, der steg, hjertet, der slog, hovedet, der blev renset. Talt, tænkt eller nynnet.

Men hvad sker der egentlig, når du går  – og hvad sker der, når du går i stå ? Det kan du finde svar på i “Gå-bogen”, der er skrevet af professor Bente Klarlund Pedersen.

Forskningsbaseret guide

Gå-ture – og gode bøger herom- er oppe i tiden, og her på Faghylden har jeg tidligere omtalt andre gode bøger om gangens eller vandringens glæder.

“Gå-bogen” er en forskningsbaseret guide, der henvender sig til den, der holder af at gå, eller gerne vil i gang. Den er henvender sig også til den professionelle med ansvar for at skabe rammer for andres fysiske og mentale sundhed.

“En gåtur er den bedste medicin”, således lyder den græske læge Hippokrates ord helt tilbage fra ca. 460 f.Kr, og har du brug for gode sundhedsmæssige argumenter for at gå, så er der rig mulighed for at hente dem i “Gå-bogen”.

Fysisk, mental og eksistentiel sundhed

“Gå-bogen” er inddelt i ni kapitler, der kaster forskellige perspektiver på gangens univers. Perspektiverne kredser om 3 hovedemner, nemlig den fysiske sundhed, den mentale sundhed og den eksistentielle sundhed. For gang er godt for vægttab, det nedsætter risikoen for en mængde livsstilssygdomme, det er et stærkt middel mod depression, stress, angst eller søvnløshed, og så giver gangen både ånd og liv.

Udover de videnskabelige argumenter for gåturens lyksaligheder, så rummer “Gå-bogen” også nogle inspirerende samtaler med Søren Ryge, Ritt Bjerregaard eller Jørgen Leth om glæden ved at sætte den ene fod foran hinanden.

Læseren præsenteres også for forfatterens egne refleksioner og oplevelser med at gå, samt en mere filosofisk vinkel fra store tænkere som Nietzsche eller Kierkegaard.

Gå, så går det nok

“Gå-bogen” har undertitlen “Gå, så går det nok”. Titlen er er inspireret af Kierkegaard, der i et brev til den sengeliggende svigerinde Henriette, skriver: “Tab for alt ikke lysten til at gå;  jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom; jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den …når man således bliver ved at gå, så går det nok”.

Enkelt, banalt, men vigtigt: gå, så går det nok. Har du brug for tungtvejende argumenter, for at komme i gang, så finder du dem nemt i “Gå-bogen”, der på bedste vis leverer alle gevinsterne ved den skønne gåtur i den solbeskinnede efterårsskov.

Fakta om bogen:
Titel: Gå-bogen
Forfatter: Bente Klarlund Pedersen
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2018
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Sædelighedsfejden

Det er fredag d. 28. oktober. Året er 1885. Kirkens minister Jacob Scavenius ses en aften lidt i ni dreje om hjørnet i Knabrostræde i København. Knabrostræde var en af Københavns berygtede gader, hvor datidens prostituerede kvinder måtte bo og arbejde. Da han ses forsvinde ind i nummer 24 og bagefter observeres som en skygge bag nedrullede gardiner i lejligheden på 1. sal, da lægges kimen til det, der i dag omtales som Sædelighedsfejden.

Hændelsen her er udgangspunktet for bogen “Sædelighedsfejden” af museumsinspektør Cecilie Bønnelycke. Bogen er nummer 14 i serien “100 danmarkshistorier”, der er 100 bøger på 100 sider med 100 forskere, der formidler vedkommende danmarkshistorie serveret i små overkommelige bidder. Bogen udkommer netop i dag, men Aarhus Universitetsforlag har været venlige at sende mig et anmeldereksemplar.

Kirkens minister på bordel

En kirkeminister på  bordel var ganske skandaløst. Indtil sagen her rullede, så var debatten om seksualmoralen nemlig begrænset til at omhandle det moralsk og juridisk forkerte i prostitutionslovgivningen. Emner som køn, sex og seksualitet var yderst omtålelige.

Den konkrete sag om kirkeministeren startede en årelang diskussion, Sædelighedsfejden, hvor der for første gang blev sat spørgsmålstegn ved seksualmoralen, og de vidt forskellige morallove, der gjaldt for mænd og kvinder på det seksuelle område. Moralske debatter om sex, skilsmisse, ægteskab og ligestilling kom for første gang på dagsordenen.

Fra Det Moderne Gennembrud til i dag

“Sædelighedsfejden” bevæger sig fra Det Moderne Gennembruds første offentlige diskussioner om seksualmoralen op gennem de sidste godt 100 års debatter, og beskriver krigen om kønsmoralen.

Læseren klædes på med brede historiske aspekter af ligestillingskampen, og bliver langt klogere på, hvordan vi i dag, når der diskuteres hævnporno eller MeToo, helt klart står på skuldrene af Sædelighedsfejden sidst i 1800-tallet.

Varm anbefaling

Jeg har tidligere skrevet om udgivelser fra serien 100 danmarkshistorier, og med fare for at gentage mig selv, så er jeg altså virkelig stor fan af konceptet.

Jeg kan godt afsløre, at jeg nok næppe ellers ville have læst en historisk fagbog om netop sædelighedfejden, men formidlingen i formatet her er igen dejlig overskuelig, vidende og serveret med en god portion humoristisk charme.

Fakta om bogen:
Titel: Sædelighedsfejden
Forfatter:Cecilie Bønnelycke
Forlag:Aarhus Universitets Forlag
Udgivelsesår:2018
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

VerdensVis London

Big Ben, Buckingham Palace, Bond Street, Soho, Hyde Park, Trafalger Square. Listen er uendelig af spændende seværdigheder i London.

Måske har du også gæstet London flere gange ? – både som barn, ung eller voksen? Måske har du set alle de gængse seværdigheder og travet de mest traditionelle mil i den britiske hovedstad? I så fald er bogen “VerdensVis London” ganske givet noget for dig.

Anderledes rejseguide

“VerdensVis London” er skrevet af Trine Østergaard, der er tidligere lektor i engelsk og nu arbejder som projektleder på forlaget Systime. Hun har boet og arbejdet i London, og besøgt byen et utal af gange. Trine Østergaard savnede selv en rejseguide, der ikke blot formidlede de mest almindelige seværdigheder, men gravede et spadestik dybere og præsenterede en ny og anderledes indgang til verdensbyen.

Målgruppen for “VerdensVis London” er “…dig, der bliver ved med at vende tilbage til denne skønne by, og som vil se og opdage nye sider af London”. Bogen er udgivet på Forlaget Filo, der har været så søde at sende mig et eksemplar .

Walks&Talks

“VerdensVis London” er opbygget af kapitlerne “London below”, “Det litterære London”, “Londons verdensarv”, “James Bonds London” og “Krigens London”. Hvert af kapitlerne indledes med en generel introduktion til temaet, et kort over gåturen, samt en udførlig beskrivelse af, hvad der møder dig på din vej.

Beskrivelserne forholder sig både til de historiske seværdigheder, du møder, men krydres også med forslag til en frozen youghurt til at stille lækkersulten, en lækker bagel fra Beigel Bake, en martini i Bonds fodspor eller forslag til hyggelige cafeer og gode steder at nyde en pint.

I alt byder “VerdensVis London” på 14 forskellige gåture , eller Walks&Talks, af 1½ – 2 timers varighed. Du kan gå en tur mod øst eller vest og opleve Londons liv under de travle gader, du kan søge til det naturskønne Hampstead , ligesom romantikkens digtere gjorde det, eller følge i det historiske fodspor af Charles Dickens eller Virginia Woolf. Du kan også tage en eftermiddag i James Bond universet eller dykke ned  i Churchills London. Mulighederne spænder vidt og der er noget for enhver smag.

På bogens sidste sider finder du anbefalinger til kaffebarer, cocktailbarer, pubber og gode spisesteder.

I kufferten

I “VerdensVis London” formidler Trine Østergaard de personlige tips og ideer til skønne traveture i storbyen. Det er de tips, som du ikke lige finder i en helt almindelig rejsebog, og de unikke ture, som du ofte kun kommer på, hvis du er selskab med nogen med et indgående personligt kendskab til byens små hjørner og stræder.

Jeg vil pakke bogen her i kufferten næste gang jeg besøger London. Formidlingen er personlig og nærværende. Jeg mangler lidt mere systematik i bogens opbygning, så man som læser nemmere kan danne sig et overblik over, hvor beskrivelserne af de enkelte ruter starter og slutter, men har du først fundet en gåtur, der passer på dig, så er det bare at købe flybilletten, pakke de gode travesko og tage “VerdensVis London” med dig under armen.

Jeg giver ofte de bøger jeg har læst videre til andre. Jeg kan godt lide tanken om at dele læseglæden, i stedet for at lade bogen blomstre på min bogreol. Men lige den her, den holder jeg altså på lidt endnu. Særligt de fire forskellige litterære Walk&Talks har jeg virkelig fået lyst til at kaste mig ud i, næste gang jeg gæster verdensbyen London.

Fakta om bogen:
Titel: Verdensvis London
Forfatter: Trine Østergaard
Forlag: Forlaget Filo
Udgivelsesår: 2018
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen