Kategoriarkiv: Hobby

Gode hobbybøger for unge i udskolingen.

Flettepigernes favoritter

Laura og Marie fra @HairAndNailInspiration står bag “Flettepigernes favoritter – Tips, trends og tutorials”. Laura og Amalie er to danske veninder på 15 og 16 år, der har haft succes med at sprede budskabet om deres passion for hår og fletninger på de sociale medier, særligt instagram. De har desuden tidligere udgivet bogen “Fletninger”.

Nu må jeg blankt erkende, at fletninger og frisurer nok hverken hører til mit interessefelt eller mine spidskompetencer, men derfor skal faghyldens læsere nu alligevel ikke snydes for en anbefaling af en bog om fletninger.

På mine vagter på biblioteket er det nemlig tydeligt – både gennem forespørgsler og ved at følge med på nyhedshylderne – at fletninger ikke kun er en niche, men et populært emne med bred appel.

flet

“Flettepigernes favoritter” byder på seks favoritfletninger, et afsnit med fletninger du kan flette på dig selv, lidt om flettetrends, forslag til no heat-krøller, samt et afsnit om masterclassflet for de særligt øvede.

Alle forslag til fletninger er ledsaget af flotte billeder, step by step instruktioner, samt angivelse af sværhedsgrad, tidsforbrug og hvad der skal bruges.

Det ser flot ud – så måske er det noget for dig ?

Fakta om bogen:
Titel: Flettepigernes favoritter
Forfatter: Laura Kristine Arnesen, Marie Moesgaard Wivel
Forlag: Peoples`s Press
Udgivelsesår: 2015
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

 

Fine og farverige perleplader

Mangler I at få lavet de sidste julegaver? Eller mangler du en lille ting som adventsgave? Så er bogen om “Fine farverige perleplader – til jul” et rigtig godt bud.

Lisbet Lücke Larsen giver gode bud på kreative sysler, der kan slippe julehyggen løs.

Ideerne henvender sig til hele familien. Med udgangspunkt i de gode gammeldags rørperler er der ideer til julekugler, nisser, marcipangrise, flagranker eller hvad med Rudolf med den røde tud.

Skal det ikke være julepynt, så har forfatteren på Forlaget Klematis også udgivet “Fine og farverige PERLEPLADER” med flere kreative ideer til perlesysler, der kan pynte året rundt.

Fakta om bogen:
Titel: Fine og farverige PERLEPLADER - til jul
Forfatter: Lisbet Lücke Larsen
Forlag: Klematis
Udgivelsesår: 2015
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen