Kategoriarkiv: Blandet

Her finder du fagbøger om blandede emner for udskolingen.

Små visioner

“Små visioner – store tanker fra de mindste om vores samfund og demokrati” byder på en guldgrube af citater. Bogen er udgivet i forbindelse med Folkemødet 2017 på Bornholm, og er inspireret af Folkemødets ambition om at skabe dialog mellem demokratiets udøvere og borgerne.

Bogens opbygning

“Små visioner” er delt i to hoveddele. Først kædes 100 organisationers værdier og visioner sammen med citater fra indskolingsbørn. Børnene er fotograferet i den bornholmske og grønlandske natur, og hvert citat ledsages af et smukt helsides foto af det citerede barn. Citaterne er inddelt i 11 temaer, eksempelvis liv og død, udfordringer og løsninger eller flora og fauna.

I bogens anden del præsenteres de 100 organisationer kort i et leksikon. Organisationerne præsenterer sig selv med formål, baggrund og værdier. Det er så forskellige organisationer som Ungdommens Røde Kors, Bolius, Danmarks Biblioteks Forening, Danske Regioner eller Dansk Handicap Forbund.

Demokratidag

“Små visioner” egner sig især til skolens demokrati-undervisning. Hver af de deltagende organisationer har da også sponsoreret 100 eksemplarer til boggaver, der sendes til folkeskoler, almene gymnasier, erhvervsskoler, handelsgymnasier og efterskoler. Dette sker i forbindelse med FNs demokratidag d. 15. september 2017.

“Små visioner” leverer et godt indblik i demokrati og tydelige præsentationer af mangfoldigheden af danske organisationer. Samtidig leverer bogen fornøjelig læsning med jordnære børnecitater, der gør svære begreber lettere tilgængelige.

Som der står i bogens forord, så kan børn forholde sig til selv de sværeste spørgsmål i livet, hvis blot man går i dialog med dem: “De skærer tingene ud i pap, forvandler abstrakte begreber til håndgribelige hverdagsord, tænker helt ud af boksen, og har ikke altid den store respekt for den voksnes måde at håndtere verdenssituationen på. Forstå det, hvem der kan.”

Underholdning og eftertænksomhed

Jeg var godt underholdt under læsningen af “Små visioner”, og samtidig gav den god anledning til eftertænksomhed. Bogen er fyldt med så mange børnecitater, der rammer plet, når de parres med den enkelte organisations vision, så det er virkelig svært at udvælge enkelte. Hvad med William fra 0. klasse, der til Det Frie Forksningsråds vision udtaler: “Gode ideer bliver til gode ting. Så vi skal jo hjælpe dem, der har en fantasifuld hjerne”, eller Mejse fra 0 klasse, der til Danske Gymnasiers vision siger: “Alle skal have lov til at blive klogere. Det er en regel. Er det ikke?”. Jeg er også vild med Liva fra 1. klasse, der om Krifas vision udtaler: “Alle dør jo på et tidspunkt. Så er det kun rimeligt, at man har det lidt sjovt, godt og dejligt indtil da..”

Er du blevet interesseret i at vide mere om projektet, bogen eller organisationen, så er der en hjemmeside tilknyttet med linket: smaa-visioner.dk

Fakta om bogen:
Titel: Små visioner
Forfatter: Jesper Rovsing Olsen (red.)
Forlag: Visions Media
Udgivelsesår: 2017
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Den store ordsprogsbog.

“Man skal ikke græde over spildt mælk”, “Når man rækker Fanden en lillefinger, tager han hele hånden”, “Man skal ikke save den gren over, man selv sidder på” eller “Der gror ikke mos på en rullesten”. I “Den store ordsprogsbog” finder du hele 150 forskellige ordsprog fra hele verden. De 90 af dem er ledsaget af billeder af tegnere fra Illustratorgruppen i Dansk Forfatterforening.

Men hvad er egentlig et ordsprog? I følge Den Danske Ordbog er et ordsprog “…en fast sproglig vending, der kort sammenfatter en leveregel, ofte i billedlig form.” Ofte er der en rytme i ordsprogene, der gør, at vi altid siger dem på samme måde, og at de bliver lettere at huske. Ordsprogene adskiller sig fra talemåder ved at være hele afsluttede sætninger.

Bogen her er blevet til ved, at Illustratorgruppen sendte 150 forskellige ordsprog fra hele verden ud til medlemmerne, og bad alle, der ønskede at deltage, om at udvælge et, de havde lyst til at illustrere. Resultatet er blevt 90 vidt forskellige illustrationer, både med hensyn til form, farver, teknikker og udtryk.

Hvert opslag i bogen har ordsproget som tekst på venstre side og illustrationen på højre side. Der er altså ingen forklaringer på de enkelte ordsprog, men i stedet billedlige fortolkninger. Efter de 90 illustrationer følger et afsnit med forslag til aktiviteter og lege med ordsprog. Der er inspiration til selv at komme i gang med at tegne ordsprog og små quizzer og ideer til lege og spil. Herefter følger et afsnit med yderligere 60 ordsprog. Bogen afsluttes med en illustratoroversigt med små selvportrætter.

Bogen kan bruges på mange måder. Den egner sig både til dialogisk læsning fra 5-års alderen eller til den voksne, der elsker smukke og finurlige illustrationer. Tekst og billede kan nydes i sammenhæng, eller man kan prøve at gætte ordsproget ved kun at se på billedet. Bogen kan også finde fin anvendelse til undervisningsbrug på mange forskellige klassetrin.

Det er en skøn oplevelse at læse i bogen her. Den præsenterer mangfoldigheden og bredden i ordsprogenes verden og i særdeleshed indenfor dansk børnebogsillustration. Det er kvalitetsformidling, der både underholder og gør læseren klogere, så den får en varm anbefaling med herfra.

Fakta om bogen:
Titel: Den store ordsprogsbog
Forfatter: Red: Bente Bech og Tove Krebs Lange
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Verdens vigtigste bog – om kroppen, følelser og sex

Her kan du – eller en teenager, du kender – få svar på nogle af de vigtigste spørgsmål om kroppen, følelser og sex ?

Verdens vigtigste bog

“Verdens vigtigste bog – om kroppen, følelser og sex” er skrevet af den svenske seksualvejleder Nathalie Simonsson og tilrettet danske forhold. Bogen er skrevet i en uhøjtidelig og åben tone, og henvender sig til den nysgerrige teenager fra mellemtrinnet eller udskolingen. Hele bogen behøver ikke læses på én gang, men kan sagtens bruges som opslagsbog.

“Verdens vigtigste bog – om kroppen følelser og sex” er opbygget af syv kapitler, der behandler mange af de spørgsmål, der opstår i forbindelse med puberteten. Først er der fokus på kroppen og den fysiske forandring, hvorefter spørgsmål om kønsroller og forskellige familiemønstre tages op. Dernæst behandles ja- og nej- følelser, de vigtige venskaber og den svære kærlighed. Bogen slutter med et kapitel om sex, samt bonusinfo og nyttige links til, hvor man kan søge hjælp. Alle kapitler er ledsaget af små bokse med fakta og citater fra unge, samt farverige og velvalgte illustrationer.

Bogen kommer vidt omkring i teenagernes univers med tips og tricks til både drenge og piger. Læseren kan blive klogere på bumser og sved, kyssetips, flirteskole, gode ord for kønsdelene, børns rettigheder eller kroppens fysiske forandringer. Læseren kan også hente hjælp til generthed, pinlige situationer eller hvordan man bruger et bind eller et kondom.

“Verdens vigtigste bog – om kroppen, følelser og sex” er både oplysende og humoristisk, og så har den et vigtigt hovedbudskab :“på hele planeten findes der kun en om dig. Hvis du skal huske en enkelt ting, så er det, at du er værdifuld. Og du fortjener at have det godt og være glad !”

Fakta om bogen:
Titel: Verdens vigtigste bog - om kroppen, følelser og sex
Forfatter: Nathalie Simonsen
Forlag:Turbine
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen