Kategoriarkiv: Biografier

Her finder du biografier for udskolingen.

Min bedste ven og værste fjende

“Min bedste ven og værste fjende” er Simone Dahls ærlige fortælling om at leve med en spiseforstyrrelse, og om at komme fri fra spiseforstyrrelsens fangenskab.


Bogen indledes med de barske fakta: Omkring 5000 danskere lider i dag af anoreksi, 30000 lider af bulimi og 40000 lider af overspisning. Herefter defineres henholdsvis anoreksi og bulimi, hvorefter en typisk dag med den pågældende spiseforstyrrelse beskrives.

Simone fortæller derefter om begyndelsen på sit eget sygdomsforløb og hvordan “anoreksien flyttede ind”. Anoreksien beskriver hun som et menneskelignende væsen, en ond ånd, der med sine skarpe klør graver sig ind i kroppen, for at overtage både sjæl og sind. En ond ånd, der for Simones vedkommende bringer en langvarig depression og flere selvmordsforsøg med sig

Simones store vægttab resulterer i en indlæggelse. En indlæggelse, der redder hendes liv, men som hun samtidig oplever som enormt krænkende, såvel psykisk , som fysisk. Hun stiller desuden spørgsmålstegn ved, om systemet snarere ser anoreksien, fremfor mennesket.

Målgruppen for Simone Dahls personlige beretning er unge med en spiseforstyrrelse eller deres pårørende. Bogen henvender sig meget direkte til læseren , idet den, efter Simones personlige beretning, indeholder et motiverende brev fra Simone til læseren om at søge hjælp. Samtidig er der også udtalelser i bogen fra forældre og venner om at være tæt på et ungt menneske, der kæmper med en spiseforstyrrelse. Derved har bogen både karakter af en ærlig beretning, samtidig med, at den fungerer som en guide.

Bogen slutter med 20 digte med titler som “Fanget”, “Den anorektiske løgn” eller “Jeg er det værd”. Den sidste side i bogen hedder “Undskyld fra spiseforstyrrelsen”, der er et brev til Simone selv, der slutter således: “Nu er det slut, nu sætter jeg dig fri”.

Bogen kan varmt anbefales til dig, der enten selv kæmper med en spiseforstyrrelse, eller har det tæt inde på livet, måske fordi nogen du holder af kæmper med en spiseforstyrrelse.

Fakta om bogen:
Titel: Min bedste fjende og værste ven
Forfatter: Simone Dahl
Forlag: Mellemgaard
Udgivelsesår:2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Forbandede barndom

I bogen “Forbandede barndom” fortæller Sapran Hassna historien om en barndom med sult, straf og ydmygelser til journalisten Birgitte Wulff. Det er en gribende og grum beretning om fire søstre, der først svigtes af deres far, som slår moderen ihjel. Herefter svigtes søstrene gentagne gange af systemet og i særdeleshed af de plejeforældre, der var sat til at passe på dem.

Forbandede_barndom_FINAL_OVERTRAEK.indd

Egentlig er jeg ikke så meget for læsning af selvbiografiske bøger, der beretter om svigt og misbrug i barndommen. Det er sikkert noget med ikke at turde se virkeligheden i øjnene, men jeg får det bare så skidt af den slags læsning.

Dog er nogle historier simpelthen nødt til at blive fortalt og læst – og bogen her hører helt klart til denne kategori. Under hele Saprans ophold hos plejefamilien bliver hun gjort opmærksom på, at ingen vil tro hende, At det vil være ord mod ord. Sapran blev alligevel ved med at drømme om en dag at fortælle sin historie.”Forbandede barndom” er Saprans historie.

Birgitte Wulff skriver således i bogens efterord: ” Kunne det virkelig passe, at fire små palæstinensiske piger i årevis kunne bo hos en dansk familie i Skælskør, som straffede, slog og sultede dem, uden at nogen greb ind? Hvis det virkelig var så slemt som jeg beskrev, måtte der da være nogen, der havde set noget. Nogen, som havde gjort noget. Der måtte da være lærere, pædagoger og forældre, som havde haft en mistanke…..Det er naturligt, at man stiller sig selv det spørgsmål om historien er sand. Men spørgsmålet skal ikke rettes mod Sapran og hendes søstre. Det skal rettes mod dem, der havde ansvaret. Myndighederne. Det er dem, der skal svare på om det virkelig kan passe, at der skulle gå seks år, før pigerne blev fjernet fra de plejeforældre, der ødelagde deres barndom.” (s. 260)

Retten har allerede talt. Plejefaderen blev i 2009 idømt 5 års fængsel, og må resten af sit liv ikke arbejde med børn under 18 år, eller opholde sig i hjem med børn under 18 år. Sapran fik tilkendt en erstatning på blot 10.000 kr for seks års sult, straf og ydmygelser.

Men det sidste punktum er endnu ikke sat, og sagen har stadig stor aktualitet. Børns Vilkår har nemlig , på vegne af Sapran og hendes søskende, lagt sag an mod Slagelse Kommune. Sagsanlægget er en del af et større projekt, der skal støtte børn ved erstatningssager om offentligt omsorgssvigt.

Fakta om bogen:
Titel: Forbandede barndom
Forfatter: Sapran Hassna (fortalt til Birgitte Wulff)
Forlag: Peoples Press
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Over stregen

Suarez

“Det er ikke, fordi jeg vil vinde, jeg skal bare vinde” , Luis Suarez

I biografien “Over stregen” tages læseren med på en udviklingsrejse med fodbold som omdrejningspunkt.

Luis Suarez fortæller om barndommens gadefodbold i  et fattigt kvarter i Uruguay. Han tager læseren med til europæisk fodbold og lærerige år i hollandske Ajax – og derefter videre til en både kontroversiel og succesfuld tid i engelsk fodbold i Liverpool FC.

Jamen var det ikke også ham der bed ? … jo , og bideskandalen ved VM i sommeren 2014 er også omtalt i selvbiografien, ligesom det efterfølgende skifte til FC Barcelona.

Forlaget skriver: “Kannibalen, som han er blevet kaldt, er en vindertype med et voldsomt temperament. Overtændt og over stregen, helt sikkert. Gal og genial, muligvis. Men racist ? I bogen svarer Suarez for første gang offentligt på racismeanklager og giver sin forklaring på bid og overdramatiseringer på banen.”

Selvbiografien er med rette anmelderrost. Jeg synes den fremstår som en ærlig fortælling, der ikke kun handler om en kendt fodboldspiller, men også om mennesket bag, og temaer som kærlighed og afsavn.

Fakta om bogen:
Titel: Over stregen
Forfatter: Luis Suarez
Forlag: Forlaget Klim
Udgivelsesår: 2015
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen