Kategoriarkiv: Dyr

Gode fagbøger til børn på mellemtrinnet om dyr.

Den fantastiske historie om evolution

Lad det være sagt med det samme: “Liv: Den fantastiske historie om evolution” er i mine øjne en af årets flotteste børnefagbøger.

Bogen tager læseren med på en fantastisk evolutionær rejse gennem milliarder af år. En rejse helt fra universets begyndelse til jordens dannelse. En rejse, der følger livets udvikling fra små encellede væsner til kæmpestore dyrearter.

Naturvidenskab i børnehøjde

“Liv: Den fantastiske historie om evolution” er skrevet af Jakob Brodersen og Pernille Engsig Eskildsen, der begge er journalister. De leverer naturvidenskab formidlet i børnehøjde med en underholdende og fortællende stil.  “Liv: Den fantastiske historie om evolution” er seriøs, velfortalt og bygger på den nyeste forskning om evolution. Samtidig er den godt krydret med humor, og i et sprog, der er nemt at forstå.

Kamilla Wichmann står bag bogens virkelig smukke og yderst naturtro illustrationer. Illustrationer, der med sin streg leder tankerne hen på Darwins illustrationer af finker, eller gamle håndtegnede fauna bøger. Der er illustrationer på alle bogens opslag, og de midterste sider kan desuden foldes ud til en smuk frise med et stort stamtræ.

Samtaler om livets opståen

“Liv: Den fantastiske historie om evolution” er velegnet til højtlæsning fra 5 års – alderen. Bogens emne og fantastiske illustrationer appellerer i den grad til samtale. Hvor kommer livet fra? Hvordan blev jordkloden skabt? Hvordan uddøde dinosaurerne? Hvordan så de første mennesker ud? Lignede fortidsmenneskerne os? – og hvorfor ser verdens befolkning mon så forskellig ud i dag?

Jeg har med stor fornøjelse læst “Liv: Den fantastiske historie om evolution” højt to gange for min 8-årige datter. Herefter har hun har selv studeret dinosaurer , meteorer og neanderthalere. Spørgsmål om jordens oprindelse, uddøde dyrearter, himmelrummet og fortidsmennesker står i kø, efterhånden som bogens sider vendes.

“Liv: Den fantastiske historie om evolution” kan læses selv helt op til 12 års alderen, og er en oplagt julegaveide. Den er trykt i en lækker kvalitet og leverer viden og flotte illustrationer til mange gode gennemlæsninger og samtaler.

Fakta om bogen:
Titel: "Liv: Den fantastiske historie om evolution"
Forfatter:Jakob Brodersen og Pernille Engsig Eskildsen
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2018
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Med på jagt

“Med på jagt” er skrevet af Steen Agger, der står bag flere udgivelser af fagbøger for børn på eget forlag. Forlagets målgruppe er børn, der er glade for dyr, og byder på titler som “Falkoner for en dag”, “Den store hornugle” eller “Mikkel – en bog om ræven i Danmark”.

jagt

“Med på jagt” er henvendt til de 8-12 årige. Bogen handler om 9-årige Jonas, der interesserer sig for jagt. Læseren følger med Jonas ud i naturen på bukkejagt, elgjagt og fasanjagt. Forberedelser, oplevelser og fakta giver en bred beskrivelse af livet som jæger.

Teksten har lix 18 og er sat letlæseligt op i overskuelige afsnit. Den ledsages af flotte fotos af dyr, natur og oplevelser.

“Med på jagt” er en god bog for børn, der har erfaringer med jagt, og for børn, der har interesse for jagt, dyr og natur. Her er både underholdning og viden om jagt, og hvordan man bliver jæger.

Fakta om bogen:
Titel: Med på jagt
Forfatter: Steen Agger
Forlag: Forlaget Grimbart
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen