Kategoriarkiv: Blandet

Gode fagbøger til indskolingsbørn om blandede emner.

Hvornår ved man, at der er en elefant i køleskabet?

I “Hvornår ved man, at der er en elefant i køleskabet ? – og 165 andre gakkede gåder” er der underholdning og udfordringer for store og små kringlede hjerner. Bogen er skrevet af Sarah Wagn Møller og Helene Wagn, og illustreret af Rasmus Juul.


Bogen indledes med et historisk rids, der beskriver hvordan gåderne, ligesom folkeeventyrene, blev overleveret fra mund til mund. Vi kender til gåder, der har deres oprindelse før Kristi fødsel, men i virkeligheden er det en gåde, hvor og hvornår den allerførste gåde opstod. I den islandske saga “Hervarar” fra 1200-tallet findes den ældste samling af nordiske folkegåder, og den første danske gådesamling bestod primært af bibelske gåder, og udkom i 1602 under overskriften “En liden Aandelig Spørgsmaals Bog”.

Der findes mange forskellige typer af gåder. Bogen giver eksempler på kategorier som regnegåder, drillegåder, historiske gåder, slægtskabsgåder, skæmtegåder eller rebusser. Mangfoldigheden præsenteres bogen igennem, hvor hvert opslag har en overskrift, som eksempelvis “På prærien”, “Klog, klogere, klogest”, “Gakkede gåder” eller “Spas med sprog”. Svaret på gåderne kan læses på den enkelte side, hvis bogen vendes.

Bogen er fyldt med skønne farverige illustrationer. Man bliver ganske enkelt i godt humør af at bladre i bogen.

Så hop ud i det. Læs den selv eller lav en quiz med hele familien. Bagerst i bogen er der forslag til opgaver med gåder, hvor du kan hente inspiration.

Og for dig der nu har læst med hele vejen, så skal du selvfølgelig lige have svaret på, hvordan du egentlig ved , at der er en elefant i køleskabet ? Det er selvfølgelig når køleskabet ikke kan lukkes 😉

Fakta om bogen:
Titel: Hvornår ved man, at der er en elefant i køleskabet?
Forfatter: Helene Wagn og Sarah Wagn Møller
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

365 lege til børn

Her har du en virkelig skøn bog fyldt med lege: nye og gamle, inde og ude, for store og små, til hverdag og fest, alene eller sammen med andre. Kig selv med og bliv inspireret.


“365 lege til børn” har inspiration til en mangfoldighed af lege. Men hvorfor er det så vigtigt og skønt at lege for både store og små?

Leg styrker fantasi, kreativitet og selvværd. Leg øger børns lyst til at lære, og styrker både sproglige, motoriske og sociale kompetencer. Gennem legen lærer vi at samarbejde, at løse konflikter, at koncentrere os, at følge regler, at bearbejde oplevelser og at have det sjovt samen. Derfor er det så vigtigt at give tid til at lege.

Ofte er opfindsomheden stor og legen går helt af sig selv, men mangler du en god ide, eller vil du hjælpe med at igangsætte en leg, så tror jeg helt sikkert du kan finde noget at bruge i “365 lege til børn”.

Bogens lege er inddelt i 24 forskellige kategorier som eksempelvis  gættelege, udklædningslege, tegnelege eller festlege. Hver leg har en hel side med overskrift, tekst, signatur og billede. I teksten er der angivet, hvor mange deltagere legen kræver, fra hvilken alder legen kan leges, samt hvor den foregår og hvad der skal bruges. Ved hver leg er der desuden vist små ikoner eller signaturer, der angiver hvilke kompetencer legen er god for. Det handler om kompetencer som finmotorik, samarbejde, talforståelse, fantasi, kreativitet og flere andre.

Da jeg kiggede bogen igennem blev jeg mindet om lege, som jeg helt havde glemt. “Kluddermor”, “Kødben” eller “TIl te hos…”.  Mit eget indre legebarn blev vagt og en huskeseddel blev sat i bogen, da jeg så “Lav din egen eksplosion”, “Kviksand” eller “Æg med krudt i”. Og faktisk så er det bare en fornøjelse at bladre i en bog som denne her. Den har et rigtig godt format, er fremstillet af kvalitetpapir, overskuelig tekst og fine fotos og illustrationer. Jeg er sikker på, at den også vil bringe såvel gode minder som gode ideer frem hos dig og dine børn.

Fakta om bogen:
Titel: 365 lege til børn
Forfatter: Sabine Lemire
Forlag: Alvilda
Udgivelsesår: 2017
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Den store ordsprogsbog.

“Man skal ikke græde over spildt mælk”, “Når man rækker Fanden en lillefinger, tager han hele hånden”, “Man skal ikke save den gren over, man selv sidder på” eller “Der gror ikke mos på en rullesten”. I “Den store ordsprogsbog” finder du hele 150 forskellige ordsprog fra hele verden. De 90 af dem er ledsaget af billeder af tegnere fra Illustratorgruppen i Dansk Forfatterforening.

Men hvad er egentlig et ordsprog? I følge Den Danske Ordbog er et ordsprog “…en fast sproglig vending, der kort sammenfatter en leveregel, ofte i billedlig form.” Ofte er der en rytme i ordsprogene, der gør, at vi altid siger dem på samme måde, og at de bliver lettere at huske. Ordsprogene adskiller sig fra talemåder ved at være hele afsluttede sætninger.

Bogen her er blevet til ved, at Illustratorgruppen sendte 150 forskellige ordsprog fra hele verden ud til medlemmerne, og bad alle, der ønskede at deltage, om at udvælge et, de havde lyst til at illustrere. Resultatet er blevt 90 vidt forskellige illustrationer, både med hensyn til form, farver, teknikker og udtryk.

Hvert opslag i bogen har ordsproget som tekst på venstre side og illustrationen på højre side. Der er altså ingen forklaringer på de enkelte ordsprog, men i stedet billedlige fortolkninger. Efter de 90 illustrationer følger et afsnit med forslag til aktiviteter og lege med ordsprog. Der er inspiration til selv at komme i gang med at tegne ordsprog og små quizzer og ideer til lege og spil. Herefter følger et afsnit med yderligere 60 ordsprog. Bogen afsluttes med en illustratoroversigt med små selvportrætter.

Bogen kan bruges på mange måder. Den egner sig både til dialogisk læsning fra 5-års alderen eller til den voksne, der elsker smukke og finurlige illustrationer. Tekst og billede kan nydes i sammenhæng, eller man kan prøve at gætte ordsproget ved kun at se på billedet. Bogen kan også finde fin anvendelse til undervisningsbrug på mange forskellige klassetrin.

Det er en skøn oplevelse at læse i bogen her. Den præsenterer mangfoldigheden og bredden i ordsprogenes verden og i særdeleshed indenfor dansk børnebogsillustration. Det er kvalitetsformidling, der både underholder og gør læseren klogere, så den får en varm anbefaling med herfra.

Fakta om bogen:
Titel: Den store ordsprogsbog
Forfatter: Red: Bente Bech og Tove Krebs Lange
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen