Kategoriarkiv: Indskoling

Her finder du anbefalinger af gode fagbøger til børn i indskolingsalderen.
Her er gode bøger om mad, dyr, vejret, sport, historie, stjerner, mennesker og meget andet.

Den fantastiske historie om evolution

Lad det være sagt med det samme: “Liv: Den fantastiske historie om evolution” er i mine øjne en af årets flotteste børnefagbøger.

Bogen tager læseren med på en fantastisk evolutionær rejse gennem milliarder af år. En rejse helt fra universets begyndelse til jordens dannelse. En rejse, der følger livets udvikling fra små encellede væsner til kæmpestore dyrearter.

Naturvidenskab i børnehøjde

“Liv: Den fantastiske historie om evolution” er skrevet af Jakob Brodersen og Pernille Engsig Eskildsen, der begge er journalister. De leverer naturvidenskab formidlet i børnehøjde med en underholdende og fortællende stil.  “Liv: Den fantastiske historie om evolution” er seriøs, velfortalt og bygger på den nyeste forskning om evolution. Samtidig er den godt krydret med humor, og i et sprog, der er nemt at forstå.

Kamilla Wichmann står bag bogens virkelig smukke og yderst naturtro illustrationer. Illustrationer, der med sin streg leder tankerne hen på Darwins illustrationer af finker, eller gamle håndtegnede fauna bøger. Der er illustrationer på alle bogens opslag, og de midterste sider kan desuden foldes ud til en smuk frise med et stort stamtræ.

Samtaler om livets opståen

“Liv: Den fantastiske historie om evolution” er velegnet til højtlæsning fra 5 års – alderen. Bogens emne og fantastiske illustrationer appellerer i den grad til samtale. Hvor kommer livet fra? Hvordan blev jordkloden skabt? Hvordan uddøde dinosaurerne? Hvordan så de første mennesker ud? Lignede fortidsmenneskerne os? – og hvorfor ser verdens befolkning mon så forskellig ud i dag?

Jeg har med stor fornøjelse læst “Liv: Den fantastiske historie om evolution” højt to gange for min 8-årige datter. Herefter har hun har selv studeret dinosaurer , meteorer og neanderthalere. Spørgsmål om jordens oprindelse, uddøde dyrearter, himmelrummet og fortidsmennesker står i kø, efterhånden som bogens sider vendes.

“Liv: Den fantastiske historie om evolution” kan læses selv helt op til 12 års alderen, og er en oplagt julegaveide. Den er trykt i en lækker kvalitet og leverer viden og flotte illustrationer til mange gode gennemlæsninger og samtaler.

Fakta om bogen:
Titel: "Liv: Den fantastiske historie om evolution"
Forfatter:Jakob Brodersen og Pernille Engsig Eskildsen
Forlag: Høst & Søn
Udgivelsesår: 2018
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Sigurd fortæller om kongerækken

Sigurd Barrett behøver næppe den store introduktion. Tv-vært, entertainer, musiker og forfatter til mere end  30 børnebøger. Senest den enormt roste “Sigurd fortæller Danmarkshistorie”, der er solgt i ikke mindre end 70000 eksemplarer.

I kølvandet på Sigurds Danmarkshistorie  kan du nu læse de utrolige historier om Danmarks konger og dronninger i bogen “Sigurd fortæller om kongerækken”.

I “Sigurd fortæller om kongerækken” kan du høre de ganske utrolige, men virkelige fortællinger om Danmarks mange konger og to regerende dronninger. Bogen starter med sagnkongen Dan, der levede i ca. år 300 og slutter med historien om Kronprins Frederik i 2017.

Du kan høre fortællingen om kirkekongen med de 19 børn, om barnekongen eller Nordens seje dame. Du kan blive klogere på kongen,der ikke kunne stave, ham, der sad fast i mudder, eller måske ham, der blev sørøver.

Fortællingerne byder både på vilde ideer, magtspil, kærlighed og farverige personligheder. Alt sammen serveret i Sigurds sædvanlige underholdende og humoristiske stil og suppleret med fine farverige illustrationer, der alle er lavet af Stine Rosenberg.

“Sigurd fortæller om kongerækken” er for både børn, forældre og bedsteforældre. Bogen egner sig til såvel højtlæsning fra ca. 5 år, som til læs selv for de lidt større børn. Der følger en mp3 med bogen, hvor Sigurd læser højt og synger sange til bogen – både nogle nye, og nogle af de kendte fra Sigurds Danmarkshistorie.

I “Sigurd fortæller om kongerækken” får du kort sagt historiefortælling med spænding, humor og finurlige detaljer for hele familien

Fakta om bogen:
Titel:Sigurd fortæller om kongerækken
Forfatter:Sigurd Barrett
Forlag: Politikens Forlag
Udgivelsesår: 2017
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen

Læs med Sebastian Klein

Vild med dyr

Sebastian Klein behøver næppe den store præsentation: Tv-vært på Ramasjang, kendt for spændende dyreprogrammer som Kære Sebastian eller Dyrepatruljen, og forfatter til en række bøger for faktainteresserede børn – eksempelvis “100 vilde dyr”.

Nu er Sebastian Klein også forfatter til en bogserie, nemlig  “Læs med Sebastian”.



Carlsens læsestart

Serien byder på 8 forskellige titler, eksempelvis “Verdens farligste katte”, “Komodovaranen” , “Næbdyret” eller “Afrikas farligste tykhuder”. Der er god lærerig læsning for nysgerrige og dyreglade børn fra 2.-3. klasse.

“Læs med Sebastian” – bøgerne er læsepædagogisk bearbejdet og er en del af den større serie Carlsens Læsestart. Carlsens Læsestart byder desuden på en fagbogsserie om det danske landshold, og flere skønlitterære bøger. Kendetegnende for alle bøgerne fra Carlsens Læsestart er stor og åben typografi og læsestøttende fotos og illustrationer.

Fakta i børnehøjde

Jeg har haft fire “Læs med Sebastian”- bøger med hjemme fra biblioteket. De er indbydende og overskuelige i layoutet. Teksten er flere steder til den svære side, men der er lavet god støtte hertil, idet svære ord er markeret med kursiv og forklaret i en ordliste bagerst i bogen. Undervejs optræder der desuden bileder af Sebastian selv med forklarende eller uddybende talebobler.

Alt i alt leverer “Læs med Sebastian”- serien god viden formidlet i børnehøjde. Enten til selvstændig læsning eller som basis for små opgaver eller projekter.