Jeg går i min fars støvler.

“Der har været en prop i min fars hoved, så nu kan han ikke tale, det er på en måde meget kompliceret, alligevel er det til at forstå, eller hvad. Jeg ved det ikke. Jeg behøver jo ikke længere mine forældre, ikke på den måde. Jeg kan godt passe på mig selv. Jeg er gift med en mand, som jeg elsker, og som passer på mig, når det er nødvendigt. Det er nødvendigt nu. Og når jeg bliver gammel, vil mine børn måske passe på mig. Som jeg passer på min far nu, det er jo på sin vis smukt,det hørte jeg en sige i radioen, at hun syntes det var smukt, at hun nu kunne tage sig af sin gamle mor, give hende noget tilbage. Jeg ved ikke. Jeg kan godt se det. Jeg synes bare ikke det føles så smukt, ikke sådan umiddelbart. Jeg kan gå rundt og føle mig nærmest forældreløs, det er jo latterligt,men det kan jeg. For det første har jeg begge mine forældre. For det andet er det mig, der er vokset fra dem, ikke omvendt. Jeg er faktisk bare blevet voksen. Med forældre, der er ved at blive gamle. Ikke? Jeg ved ikke, om jeg føler mig voksen. Jeg føler mig ansvarlig.”

Teksten her er fra bogen “Jeg går i min fars støvler – En fortælling om at miste”. Den er skrevet af Julie Top-Nørgaard, der er forfatter , journalist og klummeskribent for Information.
Læsningen af denne bog har gjort stort indtryk på mig, og jeg synes, at citatet herover rigtig fint indkredser stemningen og budskabet i bogen. På ærlig og enkel vis beskriver Julie Top-Nørgaard nemlig sin historie om at være voksen datter til en dødssyg far, og om at miste.

Jeg går i min fars støvler

Gennem små kronologiske dagbogsnotater følger vi Julie og hendes far fra august 2011, hvor faderen får konstateret prostatakræft, til marts 2015, godt 3 måneder efter hans død.

Julie befinder sig midt i livet. Hun er gift og mor til to.Da hun får at vide, at hendes far er ramt af kræft, så begynder hun at forberede sig på den sorg, der kommer. “Jeg tænker på begravelsen, og hvad vi skal spise bagefter. Hvad jeg skal sige, hvornår og til hvem. Hvordan den sidste tid bliver….Jeg forsøger at tage sorgerne på forskud, eller i det mindste at vænne mig til tanken. Jeg sætter en parentes om alle mine planer for efteråret.”

Men det går slet ikke som forventet. I stedet for at dø af kræft, så rammes faderen af en blodprop i hjernen, hvilket gør , at han mister en stor del af sit sprog.

Herefter følger vi sygdomsforløbet med alt , hvad det indebærer af afmagt, vrede, dårlig samvittighed og frustration, men også kærlighed, ømhed og glæden over at genfinde en far, der har været fraværende en stor del af barndommen.

Det er en smuk fortælling, der beskriver både sygdomsforløbet og det at miste. Bogen sætter ord på, hvordan døden kan være en befrielse fra sorg ; vemodigt, men en lettelse.

Bogen nærmer sig aldrig det sentimentale, men fremstår ærlig i al sin enkelhed, så derfor får den en varm anbefaling med her fra.

Fakta om bogen:
Titel: Jeg går i min fars støvler
Forfatter: Julie Top-Nørgaard
Forlag: Rosinante
Udgivelsesår: 2016
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen