Hjernesmarte børn

På Faghylden kan du læse anbefalinger og ikke anmeldelser. Det betyder, at rigtig meget litteratur bliver læst, og af forskellige årsager lagt væk igen, uden en anbefaling.

Faghylden vil formidle læseglæde og læselyst – derfor er det de positive læseoplevelser, der deles her på hylden.

anette_prehn_hjernesmart_forside

“Hjernesmarte børn” af Anette Prehn læste jeg for en måneds tid siden og lagde den væk uden at skrive om den. Anette Prehn er sociolog, foredragsholder og forfatter. Hun arbejder med at oversætte viden fra hjerneforskningen til hverdagssprog. “Hjernesmarte børn” er henvendt til forældre, og giver, med forankring i neuroforskningen, anvisninger til enkle metoder til brug i samværet med og opdragelsen af børn.

Bogen gør i det hele taget vores samvær med børn til et neurologisk anliggende. Hjerneord, som eksempelvis amygdala, foreslås som en del af hverdagssproget. Jeg må tilstå, at jeg undervejs fandt det meget usandsynligt, at den tilgang var noget for mig.

Alligevel er jeg efter noget tid vendt tilbage til bogen. Jeg mener nemlig, at bogen har nogle rigtig gode opdragelsesmæsssige pointer – og jeg kan mærke, at en del af bogens budskaber har lagret sig, og er dukket op efterfølgende i tankerne.

Det handler primært om at fortælle børn, hvad de skal, fremfor at fortælle dem, hvad de ikke må. Det handler om det, Prehn benævner som lommelygten i hjernen – nemlig det faktum , at du fremmer og styrker det, du lyser eller fokuserer på. Og så handler det om, at det vi forsøger at undertrykke, ofte er det vi bliver ekstra sårbare overfor.

Det lyder så simpelt – og alligevel er det bare rigtig svært. Det er vigtigt at være opmærksom på, og nødvendigt at øve sig på. Bogen har flere gode og anvendelige betragtninger og anvisninger til såvel hjernesmarte børn som voksne. Derfor får bogen en anbefaling med herfra,

Fakta om bogen:
Titel: Hjernesmarte børn
Forfatter: Anette Prehn
Forlag: People's Press
Udgivelsesår: 2015
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen