Helmig og kærligheden

Helmig og kærligheden … ja, som så mange andre fra min generation, så har lyden af Helmig i en eller anden forstand sat sit aftryk på mine oplevelser med kærligheden.

“Det er mig , der står herude og banker på” for fuld knald på teenageværelset. Røg, musik og “Stupid man” sunget i en ølflaske sammen med bedste venner. En tæt dans til “Midnat i Europa” eller drømme, der flyver langt væk til lyden af “Malaga”. “Dybt inde i mit hjerte” citeret på min bryllupsdag. Lyden af Helmig har fulgt mig mens jeg er blevet voksen.

 

Helmig og kærligheden

“Helmig og kærligheden: nogle døre må man lukke for at verden kan blive større” er en portrætbog af journalist og forfatter Kirsten Jacobsen. Bogen bygger på mange samtaler mellem forfatteren og Helmig, men indholdet fremstår som en monolog. Bogen er opdelt i små kapitler, der alle indledes med en lille tekst. Enten en af Helmigs egne tekster eller en af Helmigs favorittekster.

Omdrejningspunktet er kærligheden – men kærlighed i bred forstand; nemlig kærligheden til sin elskede, sine børn, musikken, sin familie, nære venner og livet.

Det er en meget ærlig bog, der portrætterer både de lyse og mørke sider. Læseren bringes tæt på Helmig som menneske og tæt på de kunstneriske processer omkring hans sangskrivning.

Bogen er enkel og letlæst, men fremstår på ingen måde banal. Efter min mening er det en meget vellykket portrætbog.

Fakta om bogen:
Titel: Helmig og kærligheden
Forfatter: Kirsten Jacobsen
Forlag: Gyldendal
Udgivelsesår: 2015
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen