God sommer

Juli står på spring og ferien venter lige om hjørnet. Sidste sommer slukkede jeg for Faghylden i juli måned og helligede mig famililiv, ferieoplevelser, afslapning og læsetid. Det vil jeg gøre igen i år.

Jeg elsker arbejdet med Faghylden – at læse nye spændende fagbøger, at skrive anbefalinger til dig, at nørde med hjemmesiden, lave opslag på de sociale medier og alt det andet. Det er MIN hobby og jeg gør det ganske enkelt fordi jeg synes det er sjovt.

Sidste sommer kriblede det i fingrene for at komme tilbage på hjemmesiden, da august meldte sin ankomst. Jeg havde nået at tænke på en masse nye ideer og samtidig slet ingenting. Og den fornemmelse kan jeg faktisk rigtig godt lide.

Sluk

Jeg er netop nu ved at færdiggøre læsningen af “Sluk – kunsten at overleve i en digital verden” af speciallægen Imran Rashid. En anbefalelsesværdig bog med et tankevækkende budskab om at omgås den digitale udvikling med omtanke.

Bogen opfordrer , uden løftede pegefingre, til at genoverveje egne digitale vaner, og til at tænke over hvorfor og hvor meget vi bruger de digitale medier. Samtidig leverer læsningen viden om, hvad de massive mængder af digital information hver dag gør for vores krop og hjerne, og hvad vi selv kan gøre for at genvinde kontrollen over vores fysiske og mentale sundhed i en digital tid.

Det vil jeg nu gøre den næste måneds tid – samtidig med , at jeg læser bloddryppende krimier, drikker kold hvidvin, spiller spil og nyder solen, tiden og mine kære.

Med bogen i hængekøjen, på sofaen, i sommerhuset, ved stranden, i parken eller ved poolen – uanset hvor du fordyber dig i din sommerlæsning, så ønskes du rigtig god læselyst.

På dejligt gensyn til august – og rigtig god sommer til dig.