Forstå dit DNA

Vi bærer alle rundt på en DNA-kode, der er helt unik. Koden har information om, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvad der kan ske i fremtiden. En hurtig google- søgning på DNA og test afslører da også et hav af muligheder for at få indsigt i denne information.

Du kan afdække din etniske oprindelse og finde nye slægtninge. Eller du kan få en faderskabs-test , endda også på dit ufødte barn. Du kan få informationer om dine genetiske dispositioner med hensyn til vægt, sund hud eller sportslige evner. Måske lyder det også fristende at få dybere indsigt i dine potentielle talenter, eller lidt skræmmende at kunne få svar på om du er genetisk disponeret for stress.

Mulighederne er tilsyneladende mange og flere af dem endda til en overkommelig pris. Men hvad er det nu lige DNA er? Hvor meget kan man egentlig få at vide gennem den såkaldte forbrugergenetik? Kan man stole på det man får at vide ? Og hvad nu, hvis svaret er, at jeg er bærer af en genetisk sygdom? – har jeg så overhovedet lyst til at vide det?

En guide

Bogen “Forstå dit DNA. En guide” af Lasse Folkersen kan måske hjælpe mig lidt på vej.

“Forstå dit DNA” er med forord af Eske Willerslev og Thomas Werge. Bogen tager afsæt i Lasse Folkersens ønske om at forstå sammenhænge i sin egen familie. Helt konkret sin datters hårfarve. Dette danner baggrund for en generel introduktion for læseren til DNA og molekylærbiologi.

Forbrugergenetik er et felt i vækst. “Forstå dit DNA” ser dernæst nærmere på, hvordan genetik måles, og beskriver, hvad det egentlig er firmaerne på markedet kan gøre, og hvilke metoder de kan benytte sig af, eksempelvis indenfor slægtsforskning.

Bogen kaster også et perspektiv på sygdomme. Dels sjældne arvelige sygdomme, men også de såkaldte folkesygdomme. Genetisk set er der nemlig ret stor forskel på, hvordan disse forstås.

“Forstå dit DNA” afsluttes med et blik mod fremtiden. Hvilke etiske spørgsmål rejser sig i forbindelse med genetikken? Og hvilke gavnlige og skræmmende sider er der af genetikken? I følge Lasse Folkersen bør retten til selv at vælge , samt en forbedret forståelse af genetikken være helt central.

Herunder kan du se Lasse Folkersen selv forklare lidt om ideen bag bogen:

Spørgsmål og svar

Fik jeg så svar på nogle af min spørgsmål om DNA og forbrugergenetik ? Og er jeg klar til straks at få kortlagt mine potentielle talenter eller en afrikansk forfader? Måske! Jeg har i hvert fald fået en god introduktion til et emne og en debat, der kan være svær at gennemskue.  Jeg er helt sikkert også blevet mere nysgerrig, men langt fra sikker på, hvilke svar jeg ønsker at søge.

I “Forstå dit DNA” guider Lasse Folkersen i et lettilgængeligt format læseren gennem et spændende emne, der er i en rivende udvikling. Et emne, hvor man er nødt til at have viden, før man kan søge og forstå de nye svar

Fakta om bogen:
Titel: Forstå dit DNA. En guide
Forfatter:Lasse Folkersen
Forlag: Forlaget Filo
Udgivelsesår: 2018
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen