Det kan ikke ske i Danmark

I efteråret 1943 flygtede mere end 7000 jøder fra Danmark til Sverige. Faktisk er den danske historie om de mange jøder, der nåede i sikkerhed, ganske unik.

Idag , 75 år senere, er der stadig mennesker på flugt. For få år siden oplevede vi også i Danmark flygtninge, der kom vandrende ad de europæiske motorveje. Derfor er fortællinger om mennesker, der rækker hånden frem og hjælper mennesker på flugt, desværre fortsat yderst relevant. Sådan en fortælling er “Det kan ikke ske i Danmark” af Herbert Pundik.

Markering af 75-året for jødernes flugt 

Herberts Pundik er journalist og var gennem en årrække chefredaktør på Politiken. Bogen “Det kan ikke ske i Danmark” udkom første gang i 1993, som en markering af 50 -året for de danske jøders flugt til Sverige.

Bogen er nu, i forbindelse med 75-året for de dramatiske begivenheder, udkommet i en revideret og udvidet udgave med forord af Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

“Det kan ikke ske i Danmark” er både en personlig fortælling og en beskrivelse af den historiske ramme og sammenhæng for de danske jøders skæbne.

Historiefortælling og øjenvidneberetninger

Bogen indledes med en introduktion til jøder i Danmark og generelt til antisemitismen. Desuden præsenteres Holocaust og den danske Samarbejdspolitik under 2. verdenskrig, der som bekendt havde sit sammenbrud d. 29. august 1943. Hermed er sammenhængen og den historiske rammesætning på plads for Pundiks personlige familiefortælling.

“Flugtmotivet kom til at spille en vigtig rolle i min barndom”, således skriver Pundik i kapitlet om en barndom, der i følge ham var præget af drøm og virkelighed. En barndom i 1930-ernes Danmark i et hjem, hvor der altid var folk, som var på vej et eller andet sted hen. Folk, der var på flugt.

Herefter følger personlige fortællinger og øjenvidneberetninger fra efteråret 1943. Vi hører om Herbert Pundik selv, der som 16- årig, advares af skolens rektor om at skynde sig hjem inden tyskerne kommer. Vi hører om kammeraten Robert Pedersens tur fra hus til hus i kvarteret for at advare jøderne og hjælpe dem under jorden, eller Hermann Waldmanns oplevelser som sabotør og koncentrationslejrfange.

Forskellige menneskeskæbner, som stikkerpigen fra Gilleleje, den 5-årige fange Birgit eller den dagbogsskrivende Salomon, der endte i Theresienstadt, danner en mosaik af personlige fortællinger, der tilsammen beskriver en forfærdelig periode i dansk historie, men også en periode, hvor mange helt almindelige mennesker hjalp og gjorde en forskel.

Primærkilder til dansk historie

Er du til personlig historiefortælling, så er bogen her sikkert noget for dig. Den er fyldt med interessante primærkilder til en spændende periode i dansk historie.

Jeg blev klogere af bogens indledende kapitler, der satte de historiske begivenheder ind i en større sammenhæng for mig, og så gjorde fortællingerne så nær på, hvor det virkelig skete, et stort indtryk på mig. Næste gang jeg har en studerende, jeg skal vejlede på biblioteket, som skriver om den danske samarbejdspolitik, så vil jeg helt klart anbefale bogen her som kildemateriale.

Fakta om bogen:
Titel:Det kan ikke ske i Danmark
Forfatter: Herbert Pundik
Forlag:Filo
Udgivelsesår:2018
Anbefalet af: Lene Graugaard-Jensen